Ifølge en nylig overskrift i Ekstra-Bladet spiller 96 af alle 13-19-årige danske drenge computer, 49 procent af dem gør det dagligt. Det kan måske skabe nogle bekymrede diskussioner om opdragelse og pædagogik, men har man mon overvejet, hvad det betyder for sproget, når en ganske stor gruppe tilegner sig nye gloser, som de har fundet eller skabt med baggrund i Counter Strike, Minecraft, The Sims?

I Alle gamer – ordbogen er der 400 ord fra gamernes sprogunivers. Nogle af udtrykkene kender vi i forvejen, for eksempel Pringles der som bekendt er navnet på chips. I kampspil kan det  betyde et svagt forsvar, der er let at knuse.

Andre ord bliver også anvendt i datalogien, således default og sandbox. Det første betyder normalt standardindstilling, men i gamernes verden angiver det en spiller der skiller sig ud muligvis fordi vedkommende er nybegynder. Sandbox betyder til gengæld det samme i spil og i datalogi: et afgrænset område, hvor man kan teste spillet eller afprøve programmet uden risiko for at påvirke resultatet i det virkelige spil eller computerens styresystem.

En del udtryk går på strategi, for eksempel baiting der betyder, at man lokker modstanderen til at lave et angreb, som man så udnytter til egen fordel.

Det lidt nedsættende newbie har allerede befundet sig længe i sproget, mens andre udtryk kan virke noget fremmedartede på udenforstående. Eksempelvis er der både japanske og russiske udtryk – som det russiske cyka blyat. Det kommer fra CS:GO og vil ikke blive oversat her, fordi vi prøver at holde kammertonen.

The Sims er storleverandør til sproget, og der er også en hel, lille parlør for Sims-spillere med oversættelse af udmærkede udtryk som Hej, Gå væk, Jeg er gravid, Kat.

Abandonware er et praktisk ord der dækker over spil der ikke længere opdateres. En gennemlæsning af ordbogen vil afsløre mange andre raffinementer, og bogen kan anbefales til sproginteresserede, til nye gamere og til gamernes forældre. 

Alle gamer – ordbogen

Sara Sadiq Frost

Tobias Cadin

190 sider

Grønningen 1

Udgivet: 05.10.2020

Birte Strandby