En bog fuld af uhyrligheder – historier fra hverdagens Pakistan om politik, religion og kvindesyn skrevet af hollandske Betsy Udink, der har boet i landet.

Islam fremhæves i Pakistan for at være den eneste kvindevenlige religion blandt andet ud fra den betragtning, at manden har pligt til at forsørge familien, hvorimod kvinden, uagtet hun måtte have egen indkomst, ikke har nogen forpligtelser i den retning. At der er beretninger om kvinder, der er blevet dræbt af deres familier for blot at tale med mænd uden for familien, er ikke del af regeringens religiøse propaganda. En pige blev dræbt fordi hendes kommende svigerfar under en bryllupsfest bemærkede, at en ung mand holdt om hendes arm et øjeblik.

Et andet problem er blasfemilovene efter hvilke enhver der besudler profetens navn, idømmes dødsstraf. Alle kan angive hinanden, en universitetsprofessor blev angivet for i løbet af en undervisningstime at have udtalt, at profeten Muhammed ikke var muslim, før han var fyldt 40 (herefter modtog han sine åbenbaringer).

Et emne der ikke findes så meget om i aviserne, er manglen på kvinder. Piger dræbes ofte som spæde eller dør af misrøgt, og Pakistan har nu et kvindeunderskud på 8 millioner, hvilket betyder stor overvægt af mænd og følgelig mere vold, og samme overvægt skulle udelukke muligheden for demokrati. Men også andre elementer peger på et samfund i opløsning for eksempel fattigdommen, der får folk til at sælge deres nyrer.

Bogen er formidlet med betragterens fascinerede og medrivende blik, men ofte fordømmende og med en klar kritik af pakistansk politik uden skæven til landets indledende forudsætninger.

Forfatter: Betsy Udink

Oversat af Anders Bay

250 sider

Forlag: People’s Press

Udgivet: 28.04.2010