Engang i mellem dukker der en helt usædvanlig perle op, og det gælder netop Afkodet: En forrygende fortælling, umulig at lægge fra sig og samtidigt så original, at man kan undre sig på hver eneste side.

Mai Jia er pseudonym for Jiang Benhu, der foruden forfatterkarrieren har en fortid i militæret og – som det fremgår af romanen – godt kendskab til kryptografi og kryptoanalyse, det sidste ifølge bogen en nærkamp på liv og død mellem genier.

Romanen handler om drengen der først kaldes Djævleyngel, dernæst Orm for slutteligt at blive kendt for sin genialitet som Rong Jinzhen. Han er umådeligt godt begavet, især betagende udi det matematiske, hvorfor han bliver kapret af kulturrevolutionens ledere, så han kan hjælpe med at knække koder. Her minder romanen lidt om filmen A Beautiful Mind med Russel Crowe.

For meget bevidsthed er også en sygdom.

Rong Jinzhen er i sig selv interessant men med til romanens tiltrækning hører også historien om hans familie, om bedstemor Rong der har født 16 børn, og som insisterer på, at drømmetydning kan forlænge hendes liv, Abacus Lili, der også er et geni, men dør i barselsseng, fordi barnet har så stort et hoved, at det ikke kan fødes, og om den store familie der er blevet rige på salthandel og som grundlægger et universitet.
Og så er der alle de sære genier, underviseren der nægter at lade eleverne tage notater i timerne, og skakspillerne der udvikler deres eget skakspil, hvor det er modstanderen der anbringer ens brikker.

Samtidigt får vi et billede af det gamle Kina, og af Kina under og efter kulturrevolutionen, der diskret udsættes for en del kritik.
Historien fortælles af flere stemmer, men trods de vekslende stemmer er den røde tråd til at få øje på, og Afkodet er over al måde enestående læsning.

Mai Jia

Oversat af Susanne Posborg
376 sider
Møller
Udgivet: 20.02.2016