Den første bogudgivelse fra Gyldendal, som kan komposteres.

Vi ved det: vi forbruger for meget, vi er ved at løbe tør for ressourcer, og vi tager virkeligt dårlige beslutninger om klodens og ungernes fremtid. Der er plads til forbedring, og Tobias Lau guider os på en hurtig rundtur i et fremspirende samfund der forstår at gøre affald til guld.

Vores mængder af affald er uhyrlige, og rigtig meget af det kan omdannes og blive nyttigt på nye måder. Gamle containere der ikke længere kan bruges i skibsfarten, kan blive til boligmoduler, brugte bleer kan blive til frugttræer, og østershatte kan gro i kaffegrums.

Der er gang i de unge iværksættere; to 9. klasses-elever eksperimenterer med en importeret japansk bakterie, der æder plastik og udskiller sukkerstof som sit eget affaldsprodukt. Måske kan det redde os fra noget af alt det plasticaffald, vi har smidt i havet.

Mellem kapitlerne om iværksætteri og konstruktivitet er der mere nedslående fakta, såsom at efterspørgslen efter palmeolie er voksende, blandt andet fordi rengøringsmidler i stigende omfang indeholder palmeolie. Det har betydet ekspansion af palmeplantager, hvilket fører til yderligere destruktion af regnskove. Det har også betydet, at mere end 200 miljøaktivister er blevet myrdet.

Der er nok at tage fat på, og Lau har også en appel til danskere over 60 der angiveligt skulle eje mere end en million kroner hver i gennemsnit: Investér penge på iværksættere.

På hjemmesiden www.affaldogfantasi.dk findes utallige perler, enkelte stød til den dårlige miljøsamvittighed og bud på iværksætteri og mulig fremtid. David Lynch fortæller om at få ideer, og man kan se en video, hvor østershatte gror ud af kaffegrums.

Det er latterligt, at vi misser biologiske vækstmuligheder i usunde og fantasiløse industrier, som jagter kortsigtede quick fixes uden blik for de lange, vedholdende gevinster.

Affald og fantasi er en af de bedre bøger om fremtidige muligheder, fordi den i stort omfang er konkret og giver bud på tiltag der både skaber værdi og arbejde uden at belaste vores trængte klode yderligere.

Affald og fantasi

Tobias Lau

234 sider

Gyldendal

Udgivet: 2019

Birte Strandby