Albert er en forsigtig mand med et roligt liv. Han befinder sig godt i jobbet på RUC, i hjembyen Roskilde og tæt på hustruen Karin.

En dag på en ferie i Østrig står han overfor et billede af en afdød soldat fra 2. verdenskrig og chokeres over, at billedet i den grad ligner ham selv. Albert ved, at han er adopteret, men ellers har moren aldrig villet rykke ud med noget om hans far, og Albert har i mange år levet med at kalde sin mors mand for far. Opdagelsen af billedet giver stof til eftertanke, og han beslutter sig for at finde ud af, hvem hans far virkelig var. Hans mor fortæller ham noget modstræbende den del af historien, hun kender – om en forelskelse i en østrigsk soldat i tysk militærtjeneste, og Albert tager igen til Østrig for at finde sin fars slægtninge. Han møder søskende og en kusine, Anna, som han føler sig meget tiltrukket af. Sammen prøver de at finde ud af, hvad der er sket med Alberts far, og hvad det er, hele familien ønsker at holde skjult. Der dukker grimme lig ud af skabet, og måske er faren ikke død men bosat i Sydamerika. En nazistisk gruppe prøver at forhindre Albert i opklaringen, og slutningen udvikler sig krimiagtigt.

Mere sprogbearbejdning havde været på sin plads – oui i stedet for vie – men Albert er en ganske interessant karakter med sit hypokondri og sin glæde ved faste, trygge rammer, og det er forbløffende hvad han møder af katastrofer, når han forsøger sig på egen hånd/med eget firma.

Af hvad er du kommet

Tom Kenneth Jensen
207 sider
mellemgaard
Udgivet: 2012

Birte Strandby