Debutromanen Under nul fra 1985 blev Bret Easton Ellis’ første store succes. Efter 25 år har Ellis nu sendt en efterfølger – Imperial bedrooms – til sin kultroman på gaden. Imperial bedrooms er en lidt uhåndgribelig størrelse. De personer vi mødte i Under nul – Clay, Blair, Julian og Rip -er fulgt med tiden, dvs. de er også blevet 25 år ældre og mærkede af det hæsblæsende filmmiljø hvor folk opmuntrende og anerkendende klapper hinanden på ryggen med den ene hånd mens de stikker dolken ind med den anden.
Denne gang er fortælleren Clay som i mellemtiden er blevet en succesrig manuskriptforfatter. Intet kan længere overraske ham. Hans verden er befolket med samvittighedsløse røvhuller der lever efter principperne i jungleloven, den eneste udvikling der er sket med personerne i romanen er, at de om muligt er blevet endnu mere desillusionerede end de var i de sorte firsere.
Clay bliver fasineret af en ung og smuk og grundig talentløs skuespillerinde, Rain. Rain søger at få en rolle i en film som Clay skriver manuskript til og går i kødet på ham. Clay ved godt at den elektrisk erotiske Rain er betydeligt mere interesseret i rollen end i Clay, men han er ligeglad bare han kan duske løs med hende.
Til forskel fra Under nul får vi nu at vide, at Julian ikke døde af en overdosis for mange år siden. I stedet bliver han denne gang grusomt myrdet.
Easton Ellis leger med fantasi, paranoia og virkelighed i Imperial bedrooms. Mystiske biler med farvede ruder forfølger Clay og han modtager ligeledes mystiske sms-beskeder på sin mobil. Der er nogen som overvåger alle hans skridt og ved hvad han foretager sig, men han lyst efter Rains våde kønsorganer er større end hans paranoia. Det er dog farlige personager der færdes rundt om Clay så folk dør på uskønne måder omkring ham men det vigtigste for Clay er, at det er de andre som dør. Selv siger Clay: ..jeg har aldrig brudt sig om nogen, og jeg er bange for mennesker.
Imperial bedroomser en bog man både kan elske og hade – og alt der i mellem. Den får mig til at tænke på en 60’er forfatter som Thomas Pynchon og hans The crying of Lot 49 og det er bestemt ikke så dårligt. Virkeligheden afhænger af de øjne der ser den hvilket selvfølgelig giver den samme verden mange forskellige udformninger og virkeligheder, men verden er bestemt et farligt sted når den befolkes af mennesker der lever som kolde fisk uden empati.

Forfatter: Bret Easton Ellis
Overs.: Claus Bech
186 sider
Forlag: Rosinante
Udg.: 15.10.2010