Tuula Karjalainen havde i 1995 fornøjelsen at møde kvinden bag Mumitroldene, Tove Jansson. Det skete i forbindelse med at Tuula Karjalainen arbejdede på en udstilling om Sam Vanni som hun også har skrevet doktorafhandling om. Efter Tove Janssons død har Tuula Karjalainen haft adgang til Tove Janssons atelier mhp. at studere hendes breve og notesbøger. Tuula Karjalainens studie af Tove Jansson er blevet til det store værk ”Tove Jansson: Arbejde og kærlighed”. 

I bogens indledning forklarer Tuula Karjalainen, at undertitlen ”Arbejde og kærlighed” er hentet fra Toves ex libris, der var labora et amara dvs. arbejd og elsk. Tuula Karjalainen beretter, at Toves liv netop handlede om arbejde og kærlighed – og i dén rækkefølge. 

De fleste kender nok primært Tove Jansson som ophavskvinde til Mumitroldenen. Nogle har måske fået blik for, at hun også skrev litteratur. Herhjemme har Gyldendal udgivet nogle af hendes voksenbøger – blandt andet ”Sommerbogen”, ”Rejse med let bagage” og ”Billedhuggerens datter”. Her på Bogvægten.dk har vi anmeldt novellesamlingen ”Dukkehuset”.

Kun få er derimod bekendt med at Tove Jansson mest af alt var en kyndig kunstmaler. Det var som tegneserietegner for en avis og politisk karikaturtegner for et satiretidsskrift, at hun i mange år tjente til livets ophold. Hun kom fra et uhyre kunstnerisk miljø. Tove Jansson blev født i 1914 og døde i 2001. 

I ”Tove Jansson: Arbejde og kærlighed” får læseren et imponerende detaljeret indblik i Tove Janssons liv som kunstner og kvinde. Det er et portræt der sætter Tove Janssons liv ind i en historisk kontekst, hvor vi som læsere tages med til et Finland der er mærket af krige.  Selv var hun erklæret pacifist og skildrede til eksempel både Stalin og Hitler satirisk. 

Tuula Karjalainen har valgt at bygge bogen op i temaer, der fortælles kronologisk. Kilderne er foruden interviews også breve, dagbøger samt kunst- og litteraturanalyser. I forfatterens tak fortæller hun, at Tove Janssons bror, kunstfotograf Per Olov Jansson har medvirket i bogens tilblivelse med billedmateriale. Den smukke bog er således rigt illustreret med såvel fotografier, men også en lang række gengivelser af Tove Janssons egne værker. Tuula Karjalainen formidler engageret og indsigtsfuldt. Hun går i dybden og portrætterer både den private og professionelle side af Tove Janssons liv. Bogen dækker hele Tove Janssons liv. Læseren får indblik i alt fra opvækst, de unge år hvor krigen raser, uddannelse, drømme om en kunstnerkoloni, kærlighedslivet, værkerne, berømmelsen og hendes alderdom. 

Tuula Karjalainen skildrer en kompromisløs kvinde med mod såvel som sårbarhed. Tove Janssons kærlighedsliv bød både på forhold til begge køn, da hun fremfor alt fokuserede på det at elske. Hun søgte om noget at undgå omverdens begrænsende bånd og satte friheden højt. 

Et særligt fokuspunkt i bogen er i sagens natur hendes store produktion og ikke mindst Mumitroldene. Bogen dykker ned i Mumi-historierne og skildrer hvordan dette univers opstår under krigen og udvikles derfra. Det er en stor fornøjelse at komme bag om de velkendte fortællinger fra Mumi-dalen og få indblik i hvad, der inspirerede Tove Jansson. Der gengives utallige eksempler fra Tove Janssons liv, som sætter Mumi-fortællingerne ind i en større kontekst. Med tiden blev mumitroldene en verdensomspændende succes som Tove Jansson endte med at blive træt af. På trods af den enorme succes var hun altid i pengenød. Tankevækkende læsning! 

Mest af alt var Tove Jansson en dedikeret kunstmaler og brændte for at male. Hun bredte sig over mange kunstarter og ”Tove Jansson: Arbejde og kærlighed” vidner om at hun havde et stort format. Tuula Karjalainens bog om Tove Jansson er også en interessant indføring i Finland i 1900-tallet og bogen giver et godt indblik i mange store finlandske kunst- og kulturpersonligheder. Det er alt i alt et imponerende værk forfattet på baggrund af stor og grundig research. For tilbedere af Mumi-universet er bogen et ”must read”. Her venter en berigende og interessant læseoplevelse for alle! 

Tove Jansson

Arbejde og kærlighed

Forfatter: Tuula Karjalainen

Oversætter: Birgita Bonde Hansen

Forlag: TURBINE

303 sider.   

Udgivelsesdato: D. 13. 8. 2021.

Anmelder: Nønne Lønne Votborg