|
|
Man dør kun en gang Forfatter: Lasse Ernst
238 sider
Forlag: People’s Press Udgivet: 15.04.2010 Hvad har Lasse Ernst, Søren Jessen, Niels Lund og Morten Kirkskov til fælles?
Svar: De har alle inden for samme måned udgivet en roman med en mandlig hovedperson, der har været udsat for forældresvigt. I Vildnisset og Før det sidste handler det om en far med tiltagende alkoholproblem, I Kapgang dør moren, og faren fraskriver sig ansvaret, og i Man dør kun en gang dør faren. Fælles for de fire hovedpersoner er også antallet af søskende. Søsteren i Vildnisset og broren i Man dør kun en gang er mentalt handicappede og trækker kraftigt på hovedpersonens omsorgsgen. Der er også ligheder i synsvinkler og tilbageblik, men heldigvis er der stor forskel i skrivestil, og alle fire bøger er udmærket læsning. Man dør kun en gang begynder med farens dødsfald. Hovedpersonen, Aleksander, har ikke set sin far i flere år, for ham døde han allerede, da han flyttede fra familien. Men nu opsøger han sammen med sin retarderede bror farens enke og datter for at deltage i begravelsen. Romanen foregår dels i nutiden, ved begravelsen herunder mødet med familien og den tiltrækkende kusine, og dels beskrives i tilbageblik hvordan faren var, og hvorfor familien dengang opløstes, hvordan faren døde første gang, Der er sproglige nyanvendelser: I min krop skvulper en blanding af adrenalin og ængstelighed... en gestus, der æder mit mæle måske er forskellen imellem de to infinitesmal... Det gennemgående tema er Aleksanders forsøg på afklaring af fortiden og et næsten opgør med nutiden, og det er godt fortalt, poetisk i sin brug af gentagelser og med personer, der er nedslående troværdige. Birte Strandby |