Get the Flash Player to see this rotator.
Anbefal denne side
Print denne side
Sitemap
Tilmeld nyhedsbrev
 
 
Operation Isbjørn
Forfatter: Eirik Wekre
Oversættelse: Ilse M. Haugaard
324 sider
Forlag: Modtryk
Udg.: 20.04.2010
 
Eirik Wekre er uddannet handelsøkonom og har arbejdet som virksomhedsrådgiver indenfor investeringsstrategi og financiel rådgivning. Desuden har Wekre været ansat som efterretnings- og sikkerhedsofficer indenfor det norske forsvar.
'Operation Isbjørn' er Eirik Wekres fjerde thriller. I de to første bøger optræder officer i Politiets Sikkerhedstjeneste, Hege Tønnesen, kun i en birolle. Fra Wekres tredje thriller 'Operation Snehvide' (hvor der gøres et behjertet forsøg på at stjæle Norges oliemilliarder) har Tønnesen indtaget hovedrollen i en trilogi, hvor 'Operation Isbjørn' udgør anden del.
Hege Tønnesen har orlov fra sikkerhedstjenesten, da flere familietragedier hvor ægtemænd myrder kone og børn ryster den norske offentlighed. I den seneste drabssag er hustruen og datteren til Norges højest dekorerede aktive (Afghanistan) jægerkorpsofficer, Thomas Bjørn, blevet brutalt likvideret med skud i panden og Thomas selv er sporløst forsvundet. Hege bliver udlånt til politiet og indsat som efterforskningsleder i den politisk meget følsomme sag.
Den forsvundne toptrænede soldat bliver jaget som morder i den iskolde norske snevinter. Hege er langtfra sikker på, at drabssagen i virkeligheden er så enkel, men hun kan ikke komme igennem til den politiske ledelse med sine synspunkter. Undervejs i opklaringsarbejdet går det op for Hege at hendes efterforskning bliver saboteret, og at stærke kræfter arbejder for at sagen skal lukkes med Thomas Bjørn som syndebuk.
Naturligvis viser det sig at Heges tvivl er helt berettiget. Et uhyggeligt kynisk, koldblodigt og magtforrykkende magtspil med omfattende internationale implikationer er i fuld gang bag kulisserne, hvor magtliderlige politikere og officerer fra både Norge og Sovjetunionen spiller poker om Svalbard og de to landes fremtid. Historien er rigtig stærk, selvom de psykologiske portrætter ind i mellem halter lidt, som f.eks. når den erfarne efterretningsleder Hege kommer til at kaste op, da hun bliver udsat for en relativ simpel telefontrussel.
'Operation Isbjørn' er både politikrimi og politisk thriller med et spændende plot skrevet af en forfatter, der har et indgående kendskab til de risikofyldte internationale forviklinger som følger, når efterretningstjenesterne og ryggesløse politikere driver deres  farlige spil med fred og sikkerhed, når kortsigtede politiske og økonomiske gevinster forsøges hentet hjem med alle midler.
Jan Vandall
 
Webbureauet Krogstrup & Hede