|
|
Ghost House 2.0 Forfatter: Arne Dahl
Oversat af Anders Johansen
76 sider Forlag: Modtryk Udgivet: 24.03.2010 Et lille sublimt gys fra krimiforfatteren, der er mest kendt for spændingsserien om rigskriminalpolitiets specialenhed for international voldskriminalitet. Trods en fortid der harmonerer dårligt med et moderne succes-CV, får Mikaela et spændende job som medvirkende på TV-programmet Ghost House, der handler om at se nærmere på hjemsøgte huse. Udsendelsen har indtil videre ikke været noget særligt, men Mikaela har en ny indgangsvinkel og begynder med at se det forhåndenværende materiale igennem. Det rummer en overraskelse, og det er forresten også lidt overraskende, at Mikaelas forgænger forlod jobbet meget pludseligt og tilsyneladende er forsvundet fra jordens overflade efter en sidste optagelse i et hus fra 1600-tallet, der muligvis er opført på hellig grund. Der sker andre mystiske ting, en tidligere beboer har tilsyneladende arvet en psykose fra den mand, der byggede huset, en helleristning i nærheden og et maleri i huset skifter pludselig karakter. Romanen slutter med et forventeligt gys og så endnu et gys, der under ingen omstændigheder er forventeligt. Mikaela begynder undersøgelsen omhyggeligt, men er besynderligt hjulpet af, at hun tidligere har været medlem af en religiøs sekt. Det fremgår ikke helt klart, hvorfor hendes status som tidligere sektmedlem skulle give særlig forbindelse til spøgelseshuset, og i sidste del af romanen kan det være vanskeligt at skelne mellem det ’gammeldags Hicthcock-gys’ og ren surrealisme. Skønt der hele tiden er kontakt med realismen, aktiveres læserens gyser-sensorer allerede et par sider inde i romanen, spændingen stiger støt og højdepunkterne kommer hvor de skal – til sidst – og med en kraft som en forhammer. Og så bliver den hængende længe efter endt læsning. Birte Strandby |
