|
|
Tre sekunder Forfattere: Roslund & Hellström
Oversat af Dorthe Nors
613 sider Forlag: Rosinante Udgivet: 23.03.2010 Ny krimi fra monsterrealisterne. Denne gang handler det om importeret kriminalitet, nemlig østeuropæisk narkotikahandel, der foregår pr. ’muldyr’ - at en person, der mod passende betaling har indvilliget i at optræde som kurer, sluger små pakker med i alt op til 2000 g (her) amfetamin for en dreven kurer. Efter ankomst til destinationslandet kontaktes kureren af mafiosoens håndlanger, der så har en lejlighed ved hånden, hvor kurerene i ro og mag kan kaste smuglervarene op. Med 15 personer pr. fly pr. destination kan det skæppe godt i kassen, men det kræver også en betydelig organisation for at arrangere forløbet. Det seneste tiltag er salg i fængslerne via biblioteksbøger. Det kører, men det svenske politi er opmærksom på trafikken og har i flere år arbejdet med at infiltrere smuglernes rækker. Piet Hoffmann arbejder under cover for at få overblik over leverancer og operatører, og Ewert Grens med liget i lasten – det du er bange for, er allerede sket - er på den synlige del af opklaringen. Piet Hoffmann får den lidet misundelsesværdige opgave at repræsentere mafiaen i fængslet, samtidigt med at han er ansat af politiet. Kun få er klar over hans rolle, men desværre er der en læk i den ellers skudsikre facade. Af alle de nordiske krimiforfattere der tager udgangspunkt i virkeligheden er Hellström og Rodlund de mest fascinerende. Dels fordi socialrealismen i sig selv ikke er det altdominerende og aldrig står i vejen for seriøs spænding og den ekstra dimension de altid har på plottet – hvem narrer hvem?, og dels fordi vi stadigt har med rigtige mennesker at gøre. Birte Strandby |
