|
|
Ismåne
Forfatter: Jan Costin Wagner Forlag: Sohn 350 sider Udg.: 26.2.2010 5 glober Gedigne krimier fra syd for grænsen er ikke hverdagskost for et dansk læsepublikum i tider, hvor den nordiske krimi for alvor har slået sig fast i folks bevidsthed og udviklet sig til en større eksportartikel. Men tyske Wagners lidt utraditionelle krimi fra 2003 i Steen Sohns fine oversættelse er bestemt et nærmere bekendtskab værd.
Denne krimi handler om mennesker, der beskæftiger sig med det ultimative i livet – nemlig døden. Således har Kimmo Joenta fra kriminalpolitiet lige mistet sin kone Sanna til en altfortærende kræft, da han arbejdsmæssigt kastes ud i flere uforklarlige mord i den sydfinske by Turku. Rammen er sat med kulde, sne og atter sne, der understreger den indtrufne apati og tomhed hos de efterladte. I en slags mærkværdig selvmodsigelse er de begåede kvindemord næsten udført med nænsom hånd, det er som om ofrene ikke har måttet lide. Efter at Kimmo har set ofrene, tror han, at også morderen selv har mistet en der stod ham nær, og han fornemmer en sjælsbeslægtethed med morderen.
Handlingen fortælles multiperspektivisk. Læseren bliver parallelt med opklaringsarbejdet indført i morderens oplevelsesverden og forståelsesramme. Kimmos langsomme forståelse af morderens bevæggrunde og hans fællesskabsfølelse med den, der er sygeligt påvirket af døden fører i sidste ende til opklaring af forbrydelserne. I denne kriminalroman går det dog ikke så meget på hvem, der er morderen, men mere på hvorfor udåden begås, om hemmeligheden ved døden eo ipso. Bogen er meget mere end en god krimi, den er det vellykkede forsøg på ved hjælp af en ordknap, til tider introvert skrivestil at indkredse og understrege hvorledes menneskelig sorg på den ene side kan bearbejdes meningsfyldt og på den anden side kan føre til ukontrollable excesser. Det er bogen til alle dem, der ønsker at grave et spadestik dybere i den personlige psyke og sindets afmagt. Rasmus Rune Axelsen |