Get the Flash Player to see this rotator.
Anbefal denne side
Print denne side
Sitemap
Tilmeld nyhedsbrev
 
Mord i zen
Forfatter: Oliver Bottini
Oversættelse: Henrik Andersen
302 sider
Forlag: People'sPress
 
Den 44-årige tyske forfatter og magister Oliver Bottini har foreløbigt udgivet fire kriminalromaner og modtaget tre priser for sine bøger. Desuden dyrker han Kung Fu og Qi Gong (kampsport/meditation). Han har også skrevet bøger om Qi Gong og zenbuddhisme. Den prisbelønnede (Deutscher Krimi Preis) 'Mord i zen' er nu oversat til otte sprog.
'Mord i zen' er en spændende og ret speciel krimi. Hovedpersonen er kriminalbetjenten Louise Boni fra den sydtyske by Freiburg nær grænsen til Frankrig. Louise har det med at dykke for langt ned i Jägermeister-flaskerne, især efter hun måtte dræbe en morderisk kidnapper. På grund af hendes konstante småpimperi er hendes ansættelsessituation noget usikker og hun tænker mere på sprut og sex med unge elskere end på arbejdet.
Historien starter da en buddhistmunk bliver observeret i den lille by Liebau. Det er totalvinter med mængder af sne og beboerne bliver dybt foruroligede da den unge munk ses vandre gennem snefoget uden andet tøj end sin munkekutte og med bare fødder i sandaler. Borgmesteren kræver handling fra politiet. Munken i sneen kan jo tænkes at være spydspidsen for en invasion af en underlig religiøs sekt. Den upopulære Louise bliver sendt til byen for at assistere den lokale politichef Hollerer med problemet. Men da de finder frem til munken i sneen, vil han ikke tale med dem. Han går i en ret linie gennem landsbyer og landskab og virker både rådvild og bange. Louise beslutter sig for at følges med ham og de to overnatter i en kold og sneklædt skov. Louise mener at munken er på flugt, men hendes chef er ikke lydhør for hende antagelser. Først da Hollerer og en anden betjent, som leder efter den nu forsvundne munk, bliver skudt ned af gangstere, kommer der gang i undersøgelserne.
Sporene føre til et buddhistisk kloster og refugie, men her ved ingen tilsyneladende noget som helst. Louise bliver sendt på tvungen sygeorlov, og ingen vil lytte til hendes teorier om at klosteret er udgangspunkt for forbrydelserne. Men Louise er blevet tændt på sagen, og mens man leder efter østeuropæiske gangstere, fortsætter Louise sin egen undersøgelse. Hun finder spor til både Frankrig og Schweitz og til pædofile børnesmuglere - og så skal der ikke afsløres mere her...
'Mord i zen' er en overraskende krimi fyldt med ironi, tragedie og udstilling af fordomme og bureaukrati.
En nærværende og medrivende roman med en (anti)heltinde der kæmper mod egne spøgelser og problemer, men alligevel nægter at give op. Bottinis indgående kendskab til zen er medvirkende til at give den facinerende roman sit usædvanlige præg.
Jeg ser frem til at læse de næste bind i serien.
Jan Vandall
 
 
 
Webbureauet Krogstrup & Hede