|
|
Jagten på Atlantis
Forfatter: Andy McDermott
Oversættelse: Asbjørn Skytte
380 sider
Forlag: Cicero
Udg.: 25.01.10
Den britiske journalist Andy McDermotts debutroman, adventure-thrilleren 'Jagten på Atlantis' er blevet et stort internationalt hit. McDermott skriver hårdtpakket action kombineret med arkæologiske gåder, masser af blodige mord og hæmningsløs kamp om et totalitært verdensherredømme.
Dr. Nina Wilde, hvis forældre blev myrdet under deres forsøg på at afsløre gåden om Atlantis, mener at have fundet frem til hvor den sagnomspundne ø kan lokaliseres. Wildes forsøg på at rejse penge til en ekspedition udløser mordforsøg på hende. Den fhv. SAS-elitesoldat, Eddie Chase, redder hendes liv.
Chase arbejder for en norsk milliardær, Kristian Frost, der også leder efter Atlantis. Frost tilbyder at financere Wildes ekspedition.
Det bliver en hårrejsende affære. De finder en kopi af Atlantis i den brasilianske regnskov. Men Giovanni Qobras, der leder en meget gammelt og skummelt broderskab, har sine folk efter Nina Wildes udforskningshold. Nina og Eddie slipper akkurat afsted i live inden alt går op i en bombeeksplosion - og det er bare begyndelsen. Jagten går over stok og sten efter den forsvundne by. Fra havets dyb til verdens tag kæmpes der for at finde og bevare Atlantis, eller for at udslette ethvert spor efter den 10.000 år gamle civilisation.
Der er dømt totalt eventyr og fuldblods action i denne hæsblæsende thriller. Platons skrifter om Atlantis, dødsfælde prøver og onde skurke der får Hitler og Stalin til at ligne blødsødne vuggestuepædagoger er nogle af ingredienserne.
'Jagten på Atlantis' er spænding, drengerøv og Indiana Jones med et ordentligt ekstra pift af effektivt sprængstof.
McDermott har fulgt succesen op med yderligere fire thrillere alle med Nina og Eddie i hovedrollerne. Den sjette i serien udkommer på engelsk til april, så der er masser af action, eventyr og levende farverige beskrivelser af kampen mellem de gode og de onde.
Jan Vandall
|
