Anbefal denne side
Print denne side
Sitemap
Tilmeld nyhedsbrev
 
 
Hypnotisøren
Forfatter: Lars Kepler
Oversættelse: Jesper Klint Kistorp
585 sider
Forlag: Gyldendal
Udg.: 15.01.10
 
Sort som Satans svedne sjæl. Det svenske forfatterpar Alexandra Coelho og Alexander Ahndoril der gemmer sig bag pseudonymet Lars Kepler svinger vildt med knive og skalpeller i deres  bloddryppende, dramatiske og djævelsk onde krimiseriedebut.
'Hypnotisøren' er en vellykket professionel thriller der underholder med mere gådefuld mordudredning end det umiddelbart ser ud til. Handlingen kører i ugen op til jul i et forfrossent Stockholm. En far, en mor og deres lille datter er på bestialsk vis blevet knivmyrdet, mens en 15-årig søn til trods for utallige knivstik har overlevet hårdt såret og i coma. Kriminalkommisær Joona Linna sættes på sagen og han tilkalder lægen og hypnotisøren Erik Maria Bark. Skønt Bark efter en tragisk mislykket gruppeterapi ti år tidligere har svoret aldrig at benytte hypnose igen, lader han sig overtale og afslører en skingrende vanvittig 15-årig menneskeslagter. Drengen foretager en blodig flugt fra bevogtningen på sygehuset, og nu går den vilde jagt for at finde ham og finde den storesøster Linna og Bark vil beskytte mod drengens mordplaner.
Men her er vi kun en trediedel inde i romanen, og der er masser af sving og overraskelser i vente til læseren. Bark syge teenagersøn bliver kidnappet og skal findes inden han dør af mangel på sine daglige indsprøjtninger - og mere af plottet skal ikke afsløres, men de overraskelserne og de dramatiske udviklinger stopper ikke her.
Der er blod, sved og tårer på de knap 600 sider, og der skarpe stikpiller til den psykiatiske behandling og den skrumpede New public Management velfærdsstat, som ikke evner at hjælpe trængende unge. Her er omsorgssvigt og pulveriserende familieliv af værste skuffe. Selvom det er god underholdning, skal man være forberedt på at sluge nogle kameler undervejs, hvor handlingen mere drives frem af usandsynlighed end af logisk troværdighed. Det skal blive interessant at se om der kommer mere kød på figurerne, eller om det bliver splattertendenserne som får overtaget. Men sikkert er det, at serien om Linna og Bark inden længe vil kunne ses i levende billeder.
Jan Vandall
 
 

 

Webbureauet Krogstrup & Hede