|
|
Litterære originaler i 2008
Engang i mellem støder man på litteratur, der skiller sig markant ud fra mængden. Det kan være emne, ordvalg, sprogbrug eller noget andet, der er anderledes. Og om det er godt eller dårligt, afgøres først og fremmest af læseren. I 2007 var to af årets mest besynderlige hits Bruno Schulz'' Sanatoriet under Timeglasset, som virkelig rummer mulighed for fortolkninger, og Titus Groan fra serien Gormenghast af Mervyn Peake, en meget underlig roman om et engelsk kostskolemiljø. Ikke ligefrem let tilgængelig, men når man kom ind i sproget - overmættet med humor fra Monty Phytons hjemland - så kan det stadigt få en til at fnise umodent og umotiveret her et års tid efter udgivelsen, når man tænker på romanen. Fælles for de to romaner er i øvrigt, at de er skrevet for mange år siden - henholdsvis 1934 og 1946. I 2008 er det ikke humoren, men fantasien og sproget, der udfolder sig. Fantasien møder vi især i Locus Solus, en roman der bugner af nytænkning i mere eller mindre troværdige og sandsynlige versioner. Enkelte af de i romanen beskrevne opfindelser virker troværdige, mens andre må være brygget af det stof, drømme er lavet af. I øvrigt er Locus Solus er skrevet i 1914, og det er jo påfaldende, at man falder over så gamle værker, når man leder efter det anderledes. Men også i 2008 dyrkes det anderledes og endda til perfektionisme som hos Alessandro Baricco, der dyrker kompositionen som var det en sjælden blomst og Henrik Nordbrandt, der har skrevet en børnebog for voksne. Locus Solus af Raymond RousselEn anerkendt videnskabsmand fremviser sin park, hvor han har brugt noget af sin store rigdom til at fremstille komplekse og mærkelige opfindelser: I en stor ''diamant'' fyldt med vand danser en smuk kvinde, og en barberet kat svømmer rundt - begge præpareret med en væske, der gør det muligt for dem at ånde frit i vandet! Denne historie af Alessandro BariccoEfter automobilvæddeløbet Versailles - Madrid 1903 bygger Ultimos far et automobilværksted ude på landet et sted i det nordlige Italien - tre år før den første bil kommer forbi. Hermed begynder eventyret om bilen og banen for Ultimo og hans far. For faren er det bilen, for Ultimo er det racerbanen, banen, bevægelsen. Lille Duduk og Store Godok af Henrik NordbrandtEn fortælling om Long John Silvers papegøje der drager ud i verden. Det bliver en oplevelsesrig tur, og så handler det også om religion og om at finde sig selv, samt om det er besværet værd. Romanen er proppet med bizar, ond humor og absolut læseværdig med sine interessante karakterer og synspunkter. Birte Strandby |
