|
|
Det bedste fra bogmessenMetroXpress’ anmeldere Birte Strandby og Jan Vandall fortæller om de bedste tips til læsningBIRTE STRANDBY: På årets bogmesse i Forum var der så mulighed for at møde det kulturelle segment i landet - kvinder over 40. Der var også et par andre.
Livet er tæt under messen, og det var en lettelse, da folk lærte at stille barnevognene uden for. Til gengæld har den menneskefjendske overdimensionerede udgave af dametasken - trolleyen - sneget sig ind på messeområdet, og det er et under, at der endnu ikke er sket ulykker. Men bortset fra færdslen var alt godt: Torben Weinreich holdt forelæsning om sin Børnenes litteraturhistorie, og det var ikke kedeligt. Blandt andet introducerede han en hjemmeside om samme litteraturhistorie, hvor det var muligt at tage på en tabsrejse. Det vil sige en tidsrejse, hvor man på ikoner kunne se, hvad der var af faciliteter i den pågældende tid. Eksempelvis har vi i 2008 internet, ipod, fjernsyn, toilet mv. Går man bare 10 år tilbage, mangler et par af tingene. Til gengæld fandtes der dengang båndoptagere, der jo følgelig fik et forholdsvis kort liv. Weinreich sluttede af med at nævne, at han sammen med sin kone er ved at få udgivet en bog med de 100 bedste børnebøger, og af dem er 2/3 skrevet de sidst 40 år, så det står slet ikke så dårligt til med børnelitteraturen i dag. Måske skulle man have spurgt, hvorfor Rasmus Klump og Tante Grøn, Tante Brun og Tante Lilla ikke er med i nogen af hans børnelitteraturhistorier? På Balkonscenen kunne man høre Ole Clifford om Shahens Elefant, og om den medfølgende kritik af retssikkerheden i Schweiz med lægdommerpraksis. Et klagepunkt før messen var, at 80% af de inviterede udenlandske forfattere var krimiforfattere. Derfor var det overraskende positivt at høre Søren Vinterberg interviewe norske Anne Holt i Bogcafeen om krimien 1222. Heldigvis et af den slags tilfælde, hvor forfatteren er ikke så lidt mere meningsfuld end bogen. Anne Holt viste sig at være veltalende, engageret og med øje for såvel kulturelle, politiske som sociale nuancer i den norske og den danske hverdag. Så selvom 1222 er meget traditionelt opbygget og trods dens lidt variable politiske aktualitet måske ikke netop er årets krimihit, så er forfatteren interessant og måske potentiel leverandør af langt mere sprængfarlig litteratur. Skulle man sige noget samlet om denne overflod af litterære tilbud, så er det at mange af de ganske glimrende interviews alligevel efterlader publikum med mængder af ustillede spørgsmål (og måske burde de også besvares hjemme på skolerne, bibliotekerne, universiteterne), så hvis det på nogen måde var lydmæssigt muligt, ville det engang i mellem være på sin plads med en publikumsdebat. JAN VANDALL:
Endnu en gang var bogmessen en stor succes med et sandt overflødighedshorn af forlagsstande og små scener, hvor en mængde forfattere og interviewere underholdt publikum med litterære samtaler og masser af (mere eller mindre) kloge ord. Det sværeste er næsten at vælge, hvem man vil se og høre – et valg man ofte må tage med blødende hjerte.
|
