Get the Flash Player to see this rotator.
Anbefal denne side
Print denne side
Sitemap
Tilmeld nyhedsbrev
De bedste bøger 2000-2009
 
 
 
 
Blondine
Forfatter: Joyce Carol Oates
Denne mursten på 896 sider er Oates fantastiske gendigtning af Marilyn Monroes liv. En fortælling om en heltinde som går under. En kvinde der tilpasser og underkaster sig de maskuline strukturer, normer og kulturelle konventioner og bliver en hel verdens sexsymbol. Men amerikanske drøm viser sig at være et mareridt. Efterhånden som maskerne falder og slørene løftes er godheden og skønheden væk og der er kun grimhed, tomhed og ondskab tilbage.
 
 
Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv
Forfatter: Junot Díaz
Emigrantforfattere som Junot Díaz har leveret en levende fornyelse i romangenren. Deres dobbelte kulturelle baggrund har åbnet op for nye synsvinkler på både livet i det gamle land og i det nye. Díaz benytter et herligt forfriskende sprog og fylder på elegant vis masser af velturnerede intertekstuelle referencer ind i teksten. Oscars sidste rejse til Den Dominikanske Republik er som den naive Marlowes rejse op ad Congofloden. Det er liv og død. Det er skønhed og rædsel. Det er svimlende god litteratur.
 
 
  
Stormland
Forfatter: Hallgrímur Helgason
Stormland er en roman, der har det hele. Den er usædvanlig velskrevet, og der bliver fabuleret og spundet ender i lange baner, så det er monumental megafryd at følge med i det farverige og ofte rablende vanvittige islandske persongalleri, hvor alle er beskrevet i Helgasons overdådige og virkningsfulde billedsprog. Gennem hele bogen løber en fed tråd af frådende festlig fortælleglæde og farlig sort humor. Der er saft og kraft og storm over landet i Helgasons roman.
 
 
Træet af røg
Forfatter: Denis Johnson
Denis Johnsons skildring af Vietnamkrigens grusomme og ødelæggende kaos beskæftiger sig ikke så meget med aktiv kamp og blodige beskrivelser af soldaterlivets gru og brutalitet, men romanen dykker langt ned i krigens psykologiske effekt på deltagerne. Forråelse og vanvid er krigens trofaste følgesvende, og dem møder vi konstant i dette absurde teater. Det er en vild og vanvittig verden i opløsning, og den opløsning trænger med ødelæggende kraft gennem hver enkelt menneske i den groteske dødedans.
 
 
Vejen
Forfatter: Cormack McCharty
En fabelagtig apokalyptisk roman om tiden efter atombomberne er knaldet af over det hele. Den gamle verden der var rigeligt gennemsyret af vold og råddenskab er nu forvandlet til en gold og sortsveden ødemark, hvor de tilbageværende menneske går amok i mord, kannibalisme og alskens ekstreme udskejelser. Frygt og paranoia behersker verden og der ikke meget håb tilbage efter den dommedag McCharty tidligere har lagt op til er indtruffen. Et enkelt, direkte, klart og alligevel elegant sprog. En hård nyser. 
 
 Jan Vandall
 
 
 Gregory David Roberts: Shantaram,   Gyldendal
Shantaram er en lang roman, men kødfuld, begejstret og indlevende leveret af en forfatter, der som jeg-fortælleren har levet af narkotikasalg, våbensmugling og siddet i fængsel på tre kontinenter. En mærkelig fortælling der sparker til alle fordommene, og efterlader læseren med en fortumlet følelse af at have lært noget væsentligt. Måske er den også lidt vanvittig '...men det en form for vanvid som mange folk være enige i, indeni den stille del af deres hoveder.'


Kiran Desai: Det tabte land,    Aschehoug
En indlevende og fantastisk bog om kultursammenstød, og om at flytte fra et underbetalt job til et andet. Buji og hans fæller er karakteriseret ved en u-vestlig accept af skæbne, der medfører undertrykkelse i såvel USA som Østen - en undertrykkelse der igen skaber gensidig foragt og agressive subkulturer uden fremdrift eller fremtid.
The Inheritance of Loss er romanens engelske titel, men måske er der en signalværdi i at give bogen en dansk titel, der henleder tanken på Johannes V.Jensen.


Mervyn Peake: Gormenghast,    Forlaget Ries
Mervyn Peake var samtidig med Tolkien, og romanen, der er een af tre fra ca. 1950, illustrerer et isoleret samfund i syg ikke-udvikling i lighed med '100 års ensomhed' af Márquez. Bogens univers befinder sig et sted mellem Tolkiens, Alice i Eventyrland og Harry Potters Hogwarts, men magien er smukt afløst en virtuos jongleren med satire, ironi og ondskabsfulde referencer i poetisk sprog.


Fay Weldon: Kvinder på kur,    Lindhardt og Ringhof
Weldon har måske ikke leveret årtiets bedste roman, mens hendes kvindelige hovedpersoner er i særklasse og de fleste af dem langt ud over den offerrolle, vores formødre jævnligt sloges med. Kvinder på kur er barske fortællinger, de ikke alle kan anbefales til unge under 50. Det er Well done, ond humor med det sædvanlige, forfriskende gran af vanvid.


Juliane Preisler: Privatpersoner,    Gyldendal
Der er masser af gode danske forfattere, men med det udbud, der er på verdensmarkedet, er det alligevel vanskeligt at finde dem, der gør sig gældende også længe efter, at man har læse romanen. Privatpersoner er en af de romaner, man kan huske:
Historien er bragende godt opbygget. Indleven følger næsten automatisk, og romanen leder tanken hen på Tom Kristensens 'De forsvundne ansigter', der også beskæftiger sig med vanskeligheden med eksistentiel ensomhed og ved møde andre med menneskelig nærhed. Fængslende læsning.
 
 Birte Strandby
 
 
Webbureauet Krogstrup & Hede