En led, gammel kælling bliver myrdet. Den rumænske hushjælp bliver mistænkt for mordet, men hun bliver kørt helt over af et tog, da hun forsøger at flygte fra politiet.

Herefter lukkes sagen som fuldt opklaret. Kort efter henvender en kvinde sig til politiet og fortæller, at hushjælpen var uskyldig.

Det falder ikke i god jord, for en opklaret sag med en død morder er den lette og problemløse afgørelse på sagen. Så træder den gode, utraditionelle kommissær Brunetti selvfølgelig til for at opklare sagen.

Han arbejder ganske vist bag ryg­gen på chefen og med ulovlige metoder, men han er alligevel mand for at finde frem til sandheden.Tempoet er langsomt og trægt, og den italienske kolorit er blevet temmelig falmet.

Man får ikke megen anden fornemmelse af Venedig, end at busserne sejler i kanalerne, samt at venetianerne holder lange frokostpauser og elsker mad. En række ‘morsomme’ bemærkninger om italiensk ineffektivitet og korruption er så klichéagtige, de minder om skolebøger fra 50’erne.

Læseren bliver også snydt for fornøjelsen af at kunne gætte med på mordgåden. Der bliver ikke lagt spor ud, og opklaringen falder pludselig indenfor som en tyv om natten.

Det hele fuser ud til tonerne af sangen om det umulige og hjælpeløst uretfærdige italienske rets­system.

‘Dødssynd’ er uden et forløsende klimaks og jævnt kedelig fra start til slut. Jeg skal selvfølgelig ikke afsløre morderen her, selvom det måske kunne spare læseren for nogle timers stilstand.
Lad os bare kalde det for en mormorkrimi – selv om mormor sikkert ikke gider læse noget så kønsløst kedeligt.