|
|
Den sidste patriot
Forfatter: Brad Thor
Oversætt.: Annemette Fogh
329 sider
Forlag: Mrs. Robinson
Udg.: 04.12.09
Den sidste patrioter den syvende i Brad Thors serie om Scot Harvath der efter en karrierre som supersoldat i Navy SEAL er blevet hemmelig terroristjagende agent i Homeland Security. Brad Thor har selv tidligere arbejdet som analytiker i US Homeland Security, og han optræder jævnligt som terrorekspert på forskellige FOX news-programmer. Hans bøger har jævnligt ligget på bestsellerlisterne med basalt basalt spændende plots trukkeut op i klar sort og hvidt. Morderiske sortsmuskede muslimske terrorister mod ærkegode amerikanske agenter.
Sådan er det også i Den sidste patriot, hvor Scot Harvath i kapløb med fanatiske muslimske terrorister jagter profeten Muhammads sidste og hidtil hemmeligholdte sidste åbenbaring, hvor profeten skulle afsværge al vold og forlange fredelig sameksistens mellem alle religioner. Denne åbenbaring blev årsag til at Muhammad blev myrdet! Én eneste kopi er blevet gemt gennem tiderne og Præsident Thomas Jefferson skulle have erobret denne under marinens angreb på Tripoli.
Som i en Dan Brown er nogle eksperter gået i gang med at løse den række gåder der til sidst skal afsløre gemmestedet for de papirer der for altid vil ændre forholdet mellem religioner og fjerne grundlaget for den muslimske terrorisme (var det bare så enkelt).
Harvath er på orlov efter sit sidste eventyr, men han bliver blandet ind i sagen, da han redder præsidentens historiske ekspert fra et bombeattentat. Det går over stok og sten med historiske gåder, hemmelige rum, hemmelige dræberagenter med ret til at tortere og en ordentlig spandfuld klicheer.
Vi får fastslået, at i modsætning til deres diabolske muslimske modstandere som nyder at tortere, må man til de gode amerikanske agenters fordel sige at de trods alt har en smule dårlig samvittighed når de udfører tortur, but shit happens - det skal jo gøres. Thrilleren er meget professionelt spændende og politisk farvet storytelling om krigen mod terror. Lur mig om den ikke ligger under juletræet hos Søren Espersen & co.
Jan Vandall
|
