|
|
Terror i tropenatten
Forfatter: John Larson
320 sider
Forlag: Siesta
Udg.: 26.11.09
Terror i Tropenatten er Jan Larsons tredje krimi med danske Dan Borres som hovedperson. Jan Larson har arbejdet i tropisk Afrika i 14 år og har derfor et indgående kendskab til området. Som i de to første bøger foregår handlingen det centrale Afrika. Dan er med sin afrikanske kone, Brigitte, og deres lille søn flyttet til Congo, hvor de har startet et økosafaribureau der arrangerer turistudflugter i regnskoven.
Borres naturlige evne til at blive rodet ind i livsfarlige situationer fornægter sig heller ikke denne gang. En velorganiseret bande af højtstående korrupte politikere, militær- og erhvervsfolk har gang i ulovlig brydning og smugling af 'yellow cake' der bruges til udvinding af uran. Uhelddigvis er Dan og Brigitte på safari med en gruppe danske økoturister i det regnskovsområde uransmuglerne benytter til transporten. Istedet for at komme tæt på gorillaer og elefanter støder bilen med Brigitte, hendes tre økoturister plus chaufføren Mangu tilfældigt ind i smuglerne, og situationen udvikler sig til en uhyggelig gidseltagning.
De lokale magthavere vil ikke have vidner til deres ulovligheder, og den letteste udvej vil være at de fem forsvinder i junglen.
Dan er klar over at det kun er et spørgsmål om ganske kort tid inden de fem kidnappede vil blive henrettet, så han indleder en lidt håbløs redningsaktion, men heldigvis får han hjælp af nogle professionelle franske efterretningsagenter i kampen mod de samvittighedsløse forbrydere.
Junglethrilleren udvikler sig som den slags gør med actionhelte i kamp i den mørke tropenat. Der er ikke de store overraskelser i plottet, men der er masser af beskrivelser af forholdene i det centrale Afrika med borgerkrige, overvældende korruption og et ligegyldigt kynisk forhold til menneskeliv. Penge og magt er det eneste der tæller i det smukke område med de mange naturresurser og de helt unikke regnskove med deres mylder af liv og truede arter.
Det er tydeligt at Larsons mange år i Afrika ikke har givet ham nogen tiltro til afrikanske magthavere, der åbenbart betragter korruption og mord som deres fremmeste arbejdsredskaber. En spændende historie om hvor galt det kan gå selvom man kun ønsker at sidde ganske stille og se på gorillaer.
Jan Vandall/
|
