Get the Flash Player to see this rotator.
Anbefal denne side
Print denne side
Sitemap
Tilmeld nyhedsbrev
 
 
Sjæleknuseren
Forfatter: Sebastian Fitzek
Oversættelse: Birgitte brix
230 sider
Forlag: Mrs. Robinson
Udg.: 16.11.09
 
Den tyske psykothrillermester Sebastian Fitzek er foreløbig nået op på 5 særdeles hårrejsende romaner siden debuten med 'Terapien' i 2006. Den populære og uhyggelige tyskers giftige gys er oversat til 20 sprog, og det er bestemt ikke morsomt at være psykiater i hans bøger
'Sjæleknuseren' er som hans øvrige thrillere ikke for sarte sjæle. Der indledes med et herligt Woody Allen citat: "Jeg er ikke bange for døden. Men jeg vil bare ikke være der, når det sker". Derefter er det slut med morskaben. Tre unge, smukke kvinder bliver fundet i katatonisk tilstand. Rent fysisk har de ikke lidt overlast, men de har tilsyneladende været udsatte for et psykisk overgreb, der har efterladt dem låst inde i egne kroppe - bevidste, men ude af stand til at kommunikere med omgivelserne som i et endeløst mareridt.
En mørk og stormfuld vinternat slår den frygtede Sjæleknuser til igen. Ved indkørslen til en ensomt beliggende, privat psykiatrisk klinik udenfor Berlin har man fundet en bevidstløs mand. Da han våner op, har han mistet hukommelse og ved ikke, hvem han er. Efter ti dages terapi er hans idetitet stadig en lukket bog, og så rykker den uhyggelige morder ind. Det er lige før jul, og der er kun et par psykiatere og tre andre personalemedlemmer tilstede på klinikken ud over tre patienter samt en ambulancefører med en patient, da Sjæleknuseren gør sin entre. Klinikkens elektroniske sikring bliver slået til, så alle døre og vinduer bliver lukket med jernskodder, men morderen er desværre også blevet lukket inde i det isolerede privathospital og går nu på jagt efter de ti indespærrede, som selvfølgelig reduceres i antal efterhånden som Sjæleknuseren får ram på dem.
Uhyggen stiger og stiger, mens de indespærrede forsøger at finde ud af, hvad morderen er ude på. Som det siges: "Jeg kan ikke stole på nogen. Jeg kender ingen. Ikke engang mig selv" - og mere skal ikke afsløres her.
'Sjæleknuseren' er en fremragende thriller med en meget speciel opbygning. Mange år efter de skrækindjagende hændelser engagerer en psykiatriprofessor nogle studerende til at læse en patientjournal, hvor begivenhederne beskrives. Noget de - akkurat som bogens læsere - ender med at blive ret så betænkelige ved. Der er flere fede gimmicks indeholdt i romanen som inddrager læseren på en uventet måde. Hvilke rædsler der venter, skal de læsere som tør give sig i kast med gyset nok finde ud af...
Jan Vandall
 
 
 
Webbureauet Krogstrup & Hede