Anne Holmen bliver pludselig opsøgt af en mand, der drager hende til ansvar for en forbrydelse, hun kun perifert har forbindelse til. Umiddelbart efter modtager hun et brev, der beskriver hvad der kan være sket dengang ved ulykken, der kostede to små piger livet og en kvinde førligheden. Det begynder at blive rigtigt uhyggeligt, ikke mindst da også andre af de implicerede modtager breve med beskrivelser af ulykken – angiveligt set fra deres egen synsvinkel – og kort efter mister livet under mystiske omstændigheder.

Morten er politiets – energiske og grundige – repræsentant. Allerede i begyndelsen har han øje for nye vinkler og sammenhænge. Måske er der tale om flere mordere heraf mindst en psykopat, der ihærdigt forfølger sine narcissistiske tilbøjeligheder.

Spændende og skræmmende, men der er en enkel forudsætning for fortællingens udvikling, der virker påfaldende: Nemlig den at hævneren næsten pr. automatik gør en fodgænger ansvarlig for en bilulykke, der kunne være undgået ved lavere hastighed (bilens). Muligvis påvirket af samfundets generelle accept af at drabsbilister i modsætning til andre kriminelle kan påberåbe sig inkompetence i gerningsøjeblikket og dermed få reduceret skyld og straf?

Ide og drama fungerer fint, men det halter lidt i sammenhængen: Flere hovedpersoner ved påfaldende meget om hinandens reaktioner og handlinger – eksempelvis har psykopaten et forbløffende indgående kendskab til ulykkesbilistens reaktionsmønster, og politiet har enkelte sjuskefejl på samvittigheden såsom den bekvemt hurtige konklusion om en troende katoliks selvmord.

Bortset herfra er der adskillige opmærksomhedsvækkende aspekter både i selve fortællingen og set fra en feministisk synsvinkel. Det overordnede, samfundsrelaterede spørgsmål er her: Vil kvindefrigørelsen på sigt betyde flere kvindelige kriminelle?

Birte Strandby