Anders Rønnov Klarlund

De hengivne

240 sider sider

Politikens Forlag

Udgivet: 25.09.2009

 

 

Marie er hovedperson, fortæller og manuskriptforfatter i færd med at lave fortællingen om Ayra og hendes danske kæreste, der blev skudt under flugtforsøg – fra Ayras familie. Instruktøren er Maries chef og elsker, og han gemmer på en helt anden tragedie. Hvad der begynder som en interessant og lærerig arbejdsopgave, der ifølge Instruktøren skal give sit helt særlige bidrag til gensidig kulturaccept, bliver pludselig til forfølgelse og trusler om vold. Og som endnu en konsekvens bliver Marie senere overraskende og selvfølgeligt en del af Instruktørens familie med dertilhørende ansvar for hustru og børn.

 

Det er tragedierne, der skaber plot og handling, men det er den konsekvent underbyggende humor og Maries særlige filosofiske betragtninger om paradokser i Danmark der giver et tilsnit af komedie og fremdrift i bogen. Det er Marie, der konkluderer, at det nationale design skal få os til at føle, at vi hører sammen, og således kan man bo i et pisgult murstenshus, køre i et mørkerødt tog og sidde på en mørkegrøn bænk, og det er hende, der efter i et stykke tid at være blevet forfulgt, konkluderer, at systemet fungerer, dog bedst efter at man er blevet overfaldet eller skudt.

 

Rundt om observatøren Marie bevæger sig mere eller mindre sammensatte personligheder: Instruktøren med sine iderige indslag om fiktionsproduktion, den kvindelige islamiske konvertit med tungepiercingen og Rebekka, der måske er skyldig i drab.

 

Romanen er et kursus i slutninger. Hvad sker der på den anden side af slutningen, og kan man for eksempel slå hovedpersonen ihjel midt i det hele og uden varsel blot for at fastholde publikum?

 

Birte Strandby