Anbefal denne side
Print denne side
Sitemap
Tilmeld nyhedsbrev
 

 

Elleve
Forfatter: Arne Dahl
 
Oversat af Anders Johansen

318 sider

Forlag: Modtryk

Udgivet: 2.09.2009

 

Bind 11 i 10-bindsværket om Rigskriminalpolitiets specialenhed for voldskriminalitet med internationale aspekter.

 

Som en ny, svensk udgave af Agatha Christies velkendte og jævnligt filmatiserede Ten Little Niggers indledes romanen med en kort præsentation af de 10 hovedpersoner og deres indlogering på en øde beliggende herregård. Der er ingen vært eller tjenestefolk, men alligevel er forplejningen i top, og der er taget særlige hensyn til hver enkelts behov. Hver af selskabets deltagere støder på et billede med to verselinjer, der har betydning for dem og den potentielle gåde. Efter en udsøgt middag begynder de 10 at fortælle hver deres historie, og romanen tager form efter Boccacios Dekameron, blot er disse fortællinger sværere tilgængelige og mærkeligere end Dekameron:

 

Syv raske piger i en ring er nærmest en gyser om unge piger, der pludselig opdager nye sandheder om deres liv: De er lige gamle, de har fødselsdag i samme måned, og deres mødre er døde under et frugtbarhedsritual – et ritual som de fører videre, dog er det ikke dem, der dør.

 

Efterhånden præges aftenen af lidt for mange underlige, men for krimien helt almindelige tilfældigheder: Der er ingen mobildækning, uvejret bliver værre, bilen vil ikke starte, og hvad går det hele egentligt ud på? Gåderne hober sig op, og løsningen er overraskende.

 

Der er en diskret men umiskendelig humor, og romanen er dybt fascinerende og eksperimenterer graciøst med såvel fortællere, forfatter og læseren som selve krimigenren. De enkelte fortællinger formentligt bugner af symbolmættet, fortolkningskrævende tale og handlinger, og bliver man ikke klogere, bliver man i hvert fald inspireret til at forsøge at blive det.

 

Birte Strandby

 

 

Webbureauet Krogstrup & Hede