|
|
Christian Mørk Kejserens port 350 sider Udgivet: 8.10.2009 Med overbevisende sans for stemninger – og en bemærkelsesværdig tilbøjelighed til at give sine personer kælenavne - har Christian Mørk skabt en fængende spændingsroman. En by går hysterisk i chok, fordi en elleveårig dreng forsvinder. Hans klassekammerat, Kit, bliver sur over, at hun og andre børn af omsorgsfulde forældre bliver kommanderet hjem kl. 18.00 på lune sommeraftener. Hun beslutter selv at finde drengen, og trods voldsom modstand fra de voksne i sine omgivelser, finder hun ham ved hjælp af metodisk tænkning - det de andre foretrækker at kalder intuition. En smuk ung kvinde myrder en mand med knivstik. Bagefter viser det sig, at det ikke er en kvinde, men en ung mand – en drengeluder. Senere bliver han en magtfuld mand, næsten en kejser, men hans rigdom trues efterhånden som jordens olieressourcer afdækkes og tømmes, og han må udvikle sit forretningstalent på nye områder. Og hvilken ressource er pt. den mest uudtømmelige i verden? Mennesket. Romanen følger på skift hovedpersonen, osteolog Kit Henson, hvis maniske afhængighed af orden styrer hende mod løsninger, der giver hende problemer, og Den hvide rotte eller kejseren der ved en tilfældighed bliver Kits værste fjende - en særdeles magtfuld en af slagsen, der går til angreb der hvor hun er mest sårbar. I øvrigt minder Kit om den kvindelige hovedperson i Stieg Larssons trilogi, hendes baggrund er ikke mindre traumatisk, men hun er mere menneskelig og ikke helt så realistisk. Romanen er sammensat af flere mindre dramaer, der tilsammen skaber en spændende og medrivende helhed i et univers, hvis miljø er genkendeligt, selvom personerne er gennemskueligt fiktive. Birte Strandby |
