Get the Flash Player to see this rotator.
|
|
Vinterbyen Forfatter: Arnaldur Indriðason Oversat af Kim Lembek
335 sider Forlag: Rosinante Udgivet: 30.09.2009 Med denne roman kan islændingene endnu engang bekræfte den nordiske tilbøjelighed til socialrealistiske krimier. En tilbøjelighed der ifølge forfatteren er inspireret af Sjöwall og Wahlöös romaner fra tresserne og halvfjerdserne. Optakten er det brutale mord på en kun 10 år gammel dreng af thailandsk herkomst, og blandt andet racisme og pædofili overvejes som mulige motiver til forbrydelsen. Undersøgelsen, der forestås af Erlendur og to kolleger, afslører forskellige holdninger og bevæggrunde i ofrets omgivelser, men ikke et motiv til hverken vold eller mord. Hvilken rolle har moderens kæreste, og hvor er drengens storebror? Opklaringen skaber forbindelse til en mindreårig dealer, spændingssøgende teenagere, en racist, en gammel pædofil og en utro ægtemand, der ligefrem køber golfpokaler med passende inskriptioner, som han kan fremvise for hustruen, når han har været i byen med kæresten. Der er i romanen lagt stor vægt på det metodiske opklaringsarbejde og vi følger nøje de mange spørgsmål, der langsomt fører frem til en opklaring. For Erlendur, den tungsindige ener der aldrig opgiver en sag, især ikke når en forsvunden person er involveret, er opklaringen særligt belastende, fordi han selv har haft en lignende oplevelse i sin egen familie. Hvis man er interesseret i liv og politiarbejde i et skummelt og ugæstfrit Reykjavik, så er dette en god og overbevisende roman. Den socialrealistiske side af sagen med mennesker på godt og her især på ondt leveres alsidigt, karaktererne er komplekse og genkendelige, og de mange dialoger fungerer naturligt og flydende. Sproget er klart og enkelt, og romanens stemninger, der er farvet af karakterernes skyld og sorg, er troværdigt formidlet. Birte Strandby |