Den onde vilje

192 sider
Forlag: Gyldendal

Udgivet: 29.09.2009

Et tilbagevendende spørgsmål i bøgernes verden går på, om krimier nu er rigtig litteratur. Det er svært at vide, men Den onde vilje er en roman, der tydeligt viser, at litteratur og krimi ikke er uforenelige størrelser.

Hvis en person dør, og man ikke gør noget for at forhindre det – måske fordi det er en lille smule praktisk, at vedkommende forsvinder – er man så morder? Det er en diskussion, hvor Axel og Reilly har vidt forskellige holdninger, efter at deres fælles ven, Jon, er død. Hos Reilly giver det sig udslag i en voldsom omsorg for en efterladt kattekilling, og hvad Axel angår, så får han pludseligt meget ondt i en visdomstand, men det er nu nok mere presset ved at skulle skjule omstændighederne ved dødsfaldet end egentligt samvittighedsnag. Desværre har afdøde Jon efterladt en dagbog, der antyder de tre venners fælles skyld - endnu et pres på Axels skuldre, og veninden ved muligvis også mere end sundt er.

Det er en psykologisk roman om, hvordan dumhed bliver til forbrydelse, og hvordan de skyldbærende prøver at overleve – enten ved at rationalisere sig til megalomane særrettigheder eller ved hjælp af hash og koranlæsning.

Sejer og Skarre er politiets udsendinge og de gør et godt og grundigt stykke opklaringsarbejde. Til gengæld ved vi romanens afslutning, stadigt intet om Sejers og Skarres eventuelle hjemlige problemer, hvilket er usædvanligt i nordiske krimier. En spændende fortælling om, hvad vi hver især ville gøre i den værst tænkelige situation, og hvorfor det ender med at være en tragedie.

Autentisk, sprogligt gennemført og med troværdige, komplekse karakterer.

Birte Strandby