|
|
Sangfuglen
Forfatter: Inger Wolf
301 sider
Forlag: Modtryk Udgivet: 24.09.2009 Sangfuglen er en gammeldags hyggekrimi. Dog ikke mere gammeldags end at der i lighed med andre af tidens krimier er et skud for boven til miljøsvinene: … ubegribeligt, så primitivt mennesket var, når det gjaldt om at varetage livet på planeten…, og så er der igen en dyreaktivistgruppe på banen. Sådanne kan også ses hos Hanne-Vibeke Holst i ’prinsesse-triologien’) og i ungdomsromanerne Genstart – bind 2. Dyreaktivister er ofte kategoriseret som let fanatiske og dermed i stand til at finde på lidt af hvert. Det ilde tilredte lig af en almindelig ung kvinde lokaliseres et sted, hvor mordet med åbenlys sandsynlighed ikke har fundet sted. Det kniber med passende motiver – især til et så brutalt mord, og snart efter bliver en anden ung kvinde kørt ned. Hun er tidligere medlem af Animal SWAT Team, i hvilken egenskab, hun kan have skaffet sig mange fjender på grund af flere provokerende aktioner. Er der en sammenhæng mellem de to hændelser? Sagen lander hos de århusianske detektiver smukt repræsenteret af Daniel Trokic og Lisa Kornelius, et socialrealistisk par af slagsen, men ikke med flere lig i lasten, end at de kan gennemføre opgaverne med fuldt fokus. Opklaringsarbejdet foregår over forholdsvis kort tid og i fornuftigt tempo uden alt for mange overflødige detaljer, ligesom krimien er fint krydret og passende kompleks i fortælling og personskildring. Der er også enkelte sproglige nyskabelser, selvom man måske kan diskutere den æstetiske merværdi ved udtryk som ’den skudhullede bygning’ og ’den fedtomsluttede mave’. Den moderate spænding er nogenlunde konstant under hele læsningen, men slutningen rummer ikke den store overraskelse. Birte Strandby |
