Anbefal denne side
Print denne side
Sitemap
Tilmeld nyhedsbrev
 
Hævnens gudinde
Forfatter: Sara Blædel
422 sider
Forlag: People'sPress
Udg.: 24.09.09
 
Hævnens gudinde er femte bind i Sarah Blædels populære krimiserie om kriminalassistent Louise Rick fra Københavns Politis Drabsafdeling og hendes veninde, journalisten Camilla Lind. Serien er blevet en succes i en række europæiske lande og en filmatisering vinker forude.
Handlingen i Hævnens gudinde sættes i gang af to dødelige episoder, der tilsyneladende er helt uafhængige af hinanden. I en villa på Amager er en familiefar med rockerrelationer blevet likvideret af en mindre gruppe svært bevæbnede mænd og en børnefest i lystbådehavnen ved Svanemøllen bliver udsat for et groft voldeligt overfald.
Louise Rick har taget den 12-årige Jonas - som blev forældreløs da hans far blev skudt for øjnene af drengen - midlertidigt i pleje. Signe fra Jonas klasse skal skifte skole og ved afskedsfesten trænger en flok bøller ind og overfalder pigens mor. Signe flygter med en af bøllerne i hælene og bliver ved et uheld kørt ned af en bil og dræbt.
Vi følger politifolkenes opklaringsarbejde af likvideringen og Louises personlige kamp med sin selvstændighed/angst for følelsesmæssige bindinger og forpligtelser. Mens opklaringsarbejdet skrider uhyre langsomt frem bliver to af overfaldsmændene fra festen fundet døde efter en påsat mordbrand i en lagerbygning, så man nu står med tre mordsager i drabsafdelingen. Det bliver klart for efterforskerne, at motivet til likvideringen skal findes i offerets forbindelser til den kriminelle rockerverden og hans import af designkopier fra Kina. Men der skal hjælp fra veninden Camilla, som er på tur i USA, før det går op for Louise, hvordan sagerne alligevel har en sammenhæng.
Der ikke mange glade ansigter undervejs. Det er en krimi fyldt med tragedie, og selv sagens opklaring fører faktisk kun til mere tragedie. Selv om plottet er meget fikst fundet på virker det ikke helt overbevisende, og der er lidt mormorkrimi over det noget adstadige tempo som Hævnens gudinde bevæger sig frem i. Blædel er dog stadigvæk stærk i tegningen af sine hovedpersoner og deres problemer, og hun forstår at hive lommetørklædet frem med jævne mellemrum.
Jan Vandall
Webbureauet Krogstrup & Hede