|
|
Lyset kommer langsomt
Forfatter: Stig Dalager
409 sider
Forlag: People'sPress
Udk.: 11.09.09
Stig Dalager er en af de virkelig gode og meget produktive danske forfattere. Dalager er et mangesidet talent, der har sjort sig i romaner, skuespil, filmmanuskripter, noveller og digtsamlinger. Gennem de sidste 29 år er det blevet til ca. 50 udgivelser, og Stig Dalager er blevet oversat til 21 sprog. Trilogien om den dansk-amerikanske advokat, Jon Bæksgaard, er blevet en international succes, der nu har fået et fjerde ben med et nyt bind i serien om Bæksgaard: Lyset kommer langsomt.
Lyset kommer langsomter en spændende og medrivende roman. Jon Bæksgaard, der var en af de overlevende som i sidste øjeblik vaklede ud af World Trade Center 11/9, lider stadig af eftervirkningerne af den uhyggelige oplevelse. Desuden har flere af de farlige sager han har været indvolveret i ført til at nærtstående personer er blevet dræbt. De er tunge skygger at leve under, og Jon er ved at gå til i whiskydampe, da en interessant sag igen bringer ham i omdrejninger.
Den amerikanske enke, Ann Taylor, er blevet tiltalt for mordet på sin højtstående diplomatmand i Den Grønne Zone i det besatte Bagdad. Som det ikke sjældent sker for den gode advokat viser sagen sig at være betydelig mere indviklet end det umiddelbart ser ud til. Bæksgaard må tage turen til Bagdad for at undersøge sagen, og han lander lige midt i bombesprængninger og den livsfarlige skandale om torturen i Abu Ghraib-fængslet.
Det ender med at Bæksgaard må forlade Irak over hals og hoved. I Bagdad er det ikke kun næsen som er i fare når den bliver stukket for langt frem, men hele hovedet er i risikozonen for at ryge af.
De tæer som Bæksgaard træder godt og grundigt på er farlige som landminer, og det er uhyggelige fjender den gode advokat får skabt sig i den blodige by.
Spillet fortsætter i et tætpakket drama i en New York-retssal og videre i et terrorskræmt London, hvor døden forbliver i rollen som Bæksgaards svigefulde ledsager.
Stig Dalager formår at få nutidens politiske scene spillet ind i sine romaner på en troværdig måde. Der er fremragende beskrivelser af det sammenbidte, lukkede miljø i Bagdad med dens 'atmosfære af krig og ovegreb'. 11. september, bomberne i London og skandalerne under den irakiske besættelse glider ubesværet ind i det personlige plan med Bæksgaards oplevelser, og persontegningerne er ganske overbevisende.
Jan Vandall
|
