Jan Guillou er ikke i tvivl: Menneskerettighederne i de vestlige demokratier er på vej ned i sækken.

I Guillous nye roman ‘Fjenden i os selv’ beskriver han det skråplan, som terrorlovgivningen har vist sig at være for de demokratiske rettigheder. Når magtfulde efterretnings-organisationer kan foretage alskens former for aflytning og hemmelige ransagninger uden godkendelse eller domstolskontrol, benytte provokatører og køre retssager igennem med hemmelige vidner og ditto beviser, der ikke bliver forelagt eller diskuteret i åbne retssager og samtidig give forsvarerne mundkurv på, så er det tid til at slå koldt vand i blodet og endnu en gang tænke på, hvilket slags samfund man ønsker at leve i.

Det er netop dette skrå-plans konsekvenser, som Guillou vil demonstrere for læserne. Med afsæt i stærkt oppustede ‘terrorsager’ fra Danmark og Sverige, der skal identificere den skjulte og især manglende fjende, tegner han et billede af over-greb og justitsmord mod en udsat minoritet af indvandrere og muslimer med en villig presse, som i sagens tjeneste assisterer myndighederne med at udpege ‘den dødsensfarlige muslimske fjende’.

Efter Guillous opfattelse er den såkaldte krig mod terror en pseudo-krig. En selvskabt illusion om en vestlig civilisation på randen af kaos, en verden ved at bukke under for en islamisk ekspansion, som gennem skånselsløse massemord vil skabe et verdensomspændende kalifat og indføre sharialovgivning i Stockholm og København.

Men i virkelighedens verden er den kristne euro-amerikanske kultur overhovedet ikke truet på sin eksistens. Krigen mod terror har skjulte dagsordener; den er en kamp om penge og magt.
For Guillou er det mest uhyggelige ved terrorlovene, at de netop undergraver den frihed og den demokratiske kultur, som politikerne foregiver at beskytte. 

Guillou mener, at der kun skal minimale skridt til for at gøre hans skrækscenarier om retfærdighedens fallit til virkelighed, og han lægger bestemt ikke fingrene imellem med en razzia mod et tidsskrift og fængsling af redaktionen.

‘Fjenden i os selv’ er både spædende og interessant læsning, og samtidig er den et frygtindgydende indlæg i debatten om den nye hellige krig mod ‘den verdensomspændende muslimske terror’.

Guillou stiller væsentlige spørgsmål: Skaber vi med vores terrorkrig i virkeligheden den fjende, som vi forestiller os at bekæmpe? Er vi vores egne værste fjender?