Anbefal denne side
Print denne side
Sitemap
Tilmeld nyhedsbrev
 
 
 
Den man elsker
Forfatter: Therese Philipsen
 
316 sider
Forlag: People'sPress
udg.: 15.09.09
 
Den fra TV2 kendte journalist, Therese Philipsen - Dags dato, Station 2, Sporten og Nyhederne, er på gaden i dag med sin anden spændingsroman: Den man elsker.
Philipsens første krimi, Den tjekkiske forbindelse, blev ikke den store anmeldersucces, men det ser ud til at hun har højnet sit niveau i Den man elsker, som er første bind i en serie om kriminalassistent Liv Moretti og hendes arbejde for Det nationale efterforskningscenter.
Liv har en noget usædvanlig baggrund for en politi-m/k'er. Hun er opvokset i en storslået luksusvilla i det eksklusive whisky og valium strandvejskvarter i Espergærde. Hendes far har flere fængselsdomme for økonomisk kriminalitet, der sammen med tennis og golf ser ud til at være de mest populære sportsgrene i whiskybæltet, og Livs teenagerår tilbragte hun som autonom bz'er.
En 11-årig barnestjerne, Cecilie fra Espergærde, er tilsyneladende forsvundet op i den blå luft på vej til skole. Medierne er selvfølgelig oppe i højeste gear, og historien starter med at Liv bliver kaldt til færgelejet i Helsingborg, hvor man mener at en mand har taget Cecilie som gidsel på færgen. Aktionen bliver fuldstændig mislykket. Liv skyder manden, men det viser sig at pigen er hans egen datter.
Politiet står på bar bund i sagen, indtil liget af Cecilie bliver fundet i krybekælderen i familiens hus. Problemet for opklaringen er nu, at Cecilie tilsyneladende er blevet myrdet af en allerede dømt dobbelt barnemorder og voldtægtsforbryder, der stadig sidder fængslet.
Undervejs i efterforskningen bliver også en kvinde fundet myrdet. Efterhånden viser rigmandskvarteret at være noget betændt med børnemishandling, pædofili og incest, der bringer den grumme Herr Fritzl i erindring.
Det er en underholdende bog som glider let ned. Den noget langstrakte slutning fuser lidt ud, selvom plottet gives nogle drejninger til sidst.
Skal man tro Philipsen er det sandelig nogle særprægede og besynderlige personager, godtfolk som Schmeichel får til naboer.
Jan Vandall
 
 
 
 
Webbureauet Krogstrup & Hede