|
|
Om så det gælder
Forfatter: Hanne Richard Beck
Forlag: Gyldendal
272 sider
Drama, uhygge og psykopati til sidste side
Hanne Becks bog 'Om så det gælder' er en helstøbt roman og den bedste kriminalgåde værdig.
Boganmelder Jan Vandall giver bogen 'Om så det gælder' fem ud af seks glober. ‘Om så det gælder’ er en helstøbt, gribende og spændende roman, der følger søskendeparret Viggo og Vita og deres ven Maximillian gennem 31 år. Vi møder dem første gang i 1933. Den 14-årige Vita og Viggo på 15 er lige flyttet fra Nørrebro til Brønshøj, så både personligt og politisk er det en omvæltningernes tid. Vi får her et indlevende og interessant tidsbillede af forholdene i den nye københavnske forstad og de unge teenageres liv tilbage i 30’erne. Samtidig får vi også et dybt kig ind i hovedpersonernes karakterer. Derefter springer vi frem til 1943 og besættelsen. Den indadvendte Viggo er blevet skolelærer og bor stadig hjemme hos mor. Den vitale Vita er sygeplejerskeelev på Bispebjerg og bliver engageret i modstandsbevægelsen. Efter 10 års adskillelse møder hun igen Max, og den gamle forelskelse slår ud i lys lue. Men krigen er nådesløs og skæbnesvanger. Max bliver indblandet i Vitas illegale arbejde, hvorefter dæmonerne slipper løs, og katastrofen begynder at lure lige om hjørnet. I sidste del springer handlingen frem til 1964, hvor alle fortællingens tråde samles, og de chokerende hemmeligheder kommer for dagen. Hanne Beck er en dygtig og elegant fortæller, der virkelig forstår at give kød og blod til sine persontegninger. Tidsbillederne er fremragende, fascismens forførende forlokkelse er foruroligende, og hendes beskrivelse af begivenhederne under besættelsen er både intens og skræmmende. Sidste del af bogen, hvor løgnene og hemmelighederne dukker op til overfladen, er den bedste kriminalgåde værdig. Det er en bog med både krimi, krig og kærlighed, hvor dramaet, uhyggen og psykopatien følger læseren til sidste side. Jan Vandall |
