Anbefal denne side
Print denne side
Sitemap
Tilmeld nyhedsbrev
 
 
Julius' afsindJulius´ afsind
Forfatter: Rune T. Kidde
 
276 sider
Forlag: Modtryk
Udg.: 03.09.09
 
Rune T. Kidde er en populær og anerkendt tusindkunstner med en enorm produktion af alt fra tegneserier, børnebøger, digte, eventyr, CD'er, romaner og meget andet. Nu har Kidde så kastet sig over spændingsgenren, og det gør han med sin sædvanlige surrealistiske og totalt skæve indgangsvinkler til verdens fortrædeligheder og underlige eksistenser.
Julius' afsinder en vild bog. Den er én lang forunderligt fængende vanvidshistorie om morderisk besærkergang af islandske sagadimensioner. Den store stygge, råsultne ulv sluppet løs i smågrisestiens tag-selv-bord.
Kidde bringer læseren på et langt morderisk trip i selskab med en charmerende stjernepsykopat. Fra at være en led knægt med opvækst i den nederste ende af den ærkenegative skala, som bare slog kæledyr, fugle og omstrejfende dyr ihjel for sjov, udvikler han sig til modermorder, fadermorder og kærestemorder. Som den naturligste ting i verden dræber han ved enhver lejlighed, mennesker med fejl eller uden betydning for Julius kan bare slås ihjel.
Fortælleren, den pæne Christian, er Julius barndomsven. Fra de var drenge har Julius forsøgt at tage Christian af dage uden det er lykkedes. Til sidst går det ud over Christians egen familie, og så går hele historien endnu mere grassat, men det er jo heller ikke særligt pænt eller civiliseret at skære hovederne af sin bedste vens kone og børn. Når man spiser middag med djævelen, må man forvente at der er sviende brændenældesuppe på menuen.
Julius' afsind er en spændende, anderledes udgivelse. En rablende tour de force med rundtossede metaforer og levende sprogbilleder på rejsen gennem det blodigste vanvid. Det er en anderledes spændingsbog for store teenagere og voksne, der på denne drabelige dødsrejse kan nyde det facinerende, fabulerende billedsprog.
Jan Vandall
 
Webbureauet Krogstrup & Hede