|
|
Forfatter: Elsebeth Egholm
382 sider
Politikens Forlag
Udg.: 20.08.09
Elsebeth Egholm har virkelig bidt sig fast som dansk krimidronning med sine bøger om den intuitivt reagerende og altid fremstormende århusianske kriminalreporter, Dicte Svendsen.
Med Vold og magt (6. bind i serien) har Egholm i overlegen stil igen leveret det årlige spændingssus med Svendsen og co.
Histrorien sprænger i gang, da to bomber eksploderer lige efter hinanden i centrum af Århus. I Magasins parkeringskælder bliver lov-og-orden-borgmesterkandidaten, Francesca Olsens, stjålne bil sprængt i småstykker, og kort derfra ryger et solcenter i luften - et solcenter hvor Dicte og hendes gravide veninde egentlig skulle have ligget og slubret stråling. I ruinerne efter solcentret findes en ung kvinde død og Dictes politiven, Wagner, bliver sat på sagen.
For Dicte bliver bombesprængningerne et vendepunkt. Udfordringen med at skrive om og undersøge den mystiske sag får hende til at droppe de lykkepiller, hun har brugt siden den sidste blodige sag. At hendes søn, Peter B. (lige løsladt efter en dom på fire års fængsel for drab), som den dengang 16-årige Dicte fødte og bortadopterede, bliver mistænkt for mordet, gør kun Dicte endnu mere besluttet på at løse mysteriet om bomberne og finde ud af sønnens forbindelse til begivenhederne.
Dicte kommer kommer ind i en verden af vold og magt, børnemishandling og misbrug, afstumpethed og smerte, hvor kynisme og rå, fysisk magtudøvelse hersker og knuser de svage, og hvor angst, vrede og et ubærligt ønske om hævn driver de blodige begivenheder mod deres uhyggelige afslutning.
Vold og magt er både velkomponeret, spændende og velskrevet. De forskellige tråde vikles ind i hinanden og mønstret tegner sig hen ad vejen, ligesom de forskellige mysterier bliver afsløreret undervejs. Man bliver interesseret i personerne og de tragiske begivenheder som har formet dem. Hovedpersonenes personlige problemer glider ubesværet ind i handlingen, hvor vi kommer rundt om både (bort)adoption, forældrefølelser og beskyttelsestrang, mishandling af kvinder og børn, politisk kynisme og ikke mindst hævn og den svære tilgivelse.
Det er vist ikke mange mandtlige forfattere, der ville begynde en krimi med ordene: - Jeg er gravid. Så jo, det er da en femi-krimi - og fremragende læsning til både mænd og kvinder.
Jan Vandall
|
