|
|
Kulørte vitaminer
Carl Anker Christiansen Illustration: John Buchwald Special-pædagogisk forlag En samling finurlige rim om farver. Her går rim, tegninger og grafisk udtryk op i en højere enhed, til glæde for både børn og barnlige sjæle. Her er et godt bud på, hvordan leg og læring kan gå hånd i hånd. John Buchwalds glade tegninger illustrerer fint de finurlige rim om de forskellige farver, striber, prikker mm. Bogens grafiske opsætning er gennemtænkt og understøtter på bedste vis børn i at lære farverne at kende. Hver farve har sin egen side, farven er trykt i det ene hjørne og står som overskrift og dermed er det meget tydeligt, hvilken farve der er snak om. Rimene der er morsomme og indeholder stof til undren hos både store og små. f.eks. rimet om lilla: Min mormor er en heksemutter med lilla hår og trylleprutter. Hvert forår når hun prutter- pokus, blir´ haven fyldt med lilla krokus. Er din mormor virkelig en heks? Kommer der krokus, når man prutter? Ja, der er nok at snakke om, når man læser denne bog sammen. Bogens tegninger og ordspil passer fint sammen og gør, at bogen har en bred modtagergruppe. Bogen henvender sig mest til børn i alderen 2-7 år, men kan sagtens læses af andre med hang til grin. Som børnene vokser, vil nye nuancer i det sproglig spil komme til frem. Derfor er det en bog, der er oplagt til læsning og samtale i vuggestuen, børnehaven, de første klasser i skolen, sammen med mor og far eller bedsteforældrene også med børn i flere forskellige aldre. En lille historie til, at illustrere bogens holdbarhed. Jeg overtalte min søn på 10 år, til at læse bogen. Efter et enkelt minuts undren over, at han skulle læse en billedbog, var der smil på læben og grin over ordspil og morsomme detaljer i tegningerne. Da min anden søn (12 år) kommer hjem et par timer senere, ser han bogen og sætter sig straks og læser den. Også han griner og synes, at bogen er sjov. I serien er tidligere udkommet ABcd vitaminer og En to tal vitaminer, men bogen er uafhængig.
Nana Marie Pedersen
|
