|
|
Stedmorens dagbog Forfatter: Fay Weldon
Oversat af Charlotte Grubb
255 sider Lindhardt og Ringhof Udgivet: 25.06.2009 Fay Weldons 28. roman og det eneste man kan sige med sikkerhed er, at hendes kvindelige hovedpersoner ikke bliver mindre spegede med årene. Blide kvinder som fænomen er nærmest ikke set siden Støvbold fra 1980, men i Stedmorens dagbog har også mændene fået en snert weldonsk ondskab og det giver heftige kampe mellem kønnene og vejledning i effektiv manipulation gennem hele romanen.
Fortælleren Emily er freudiansk psykoanalytiker og hendes ven/kæreste Barnaby er i samme branche, men jungianer. Det gør skænderierne sofistikerede og forlener romanen med en god del humor, når de to modne mennesker med ensartede holdninger og indsigt sætter sig for – i hvert fald rent teoretisk og under stor uenighed at løse Sapphos vanskeligheder. Sappho er datter af Emily, rig, succesfuld skuespilforfatter og ifølge Emily gift med den forkerte mand. Oven i købet har han den forkerte datter, et barn siger faren, en beregnende heks siger stedmoren. Sappho beder sin mor om at opbevare sine dagbøger, så hendes mand og steddatter ikke kan finde dem, hvorefter Emily selv går ombord i dem og diskuterer indholdet med Barnaby, når hun ikke ligefrem skriver ’bare hun havde lyttet til mig’. Dagbøgerne der til dels er skrevet som en roman, fordi Sappho bedre kan udtrykke det pinlige i tredje person, udgør romanens skelet, og Emilys kommentarer reflekterer og diskuterer dagbogsoptegnelserne. Det giver en fin vekselvirkning mellem Emilys kyniske humor og Sapphos resignerede accept af sit underligt uretfærdige familieliv, der langsomt udredes undervejs. Weldon fortsætter med nye opkvikkende ondskabsfuldheder og frisk kynisme i rigelige såvel raffinerede som grove doser: Koffein uden sukkertilførsel. Birte Strandby |
