Anbefal denne side
Print denne side
Sitemap
Tilmeld nyhedsbrev
 
Den døende dandy
Forfatter: Mari JungstedtDen døende dandy
Oversat af Kamilla Jørgensen
334 sider
Forlag: Peopl'esPress
udg. 18.06.09
 
Endnu en fremragende spændigsroman af en af de dygtige svensk krimikvinder. 'Den døende dandy' er Jungstedts fjerde i serien om den gotlandske politiinspekør Anders Knutsa og hans team og tv-journalisten Johan Berg. Det er en gedigen detektivhistorien om opklaringen af nogle opsigtsvækkende mord og et næsten lige så opsigtsvækkende kunsttyveri af et berømt maleri 'Den døende dandy'.
Til at begynde med findes den mediekendte kunsthandler Egon Wallin fundet hængende under Dalmansporten - en af de gamle byporte i Visbys fæstningsmur - og meget mere spektakulært kan en morder ikke anbringe sit offer på Gotland. Selvfølgelig knytter der sig mystiske hemmeligheder til den myrdede. Knutsas team finder ud af at Wallin var ved at sælge sin forretning, søge skilsmisse og flytte til Stockholm. Desuden viser Wallin sig også at have et udsvævende, hemmeligt liv i Stockholms mere avancerede bøssemiljø.
Inden mordet holdt Wallin fernisering for en ny kunstner fra Vilnius. En kunstner Wallins konkurrent meget gerne vil have i sin stald. Hurtigt involveres andre personligheder fra den svenske kunstverden og konturerne af en homoseksuel kreds med dystre hemmeligheder tegner sig.
Tyveriet af maleriet viser sig at have forbindelse til mordet, og endnu et mord med udstilling af offeret kommer til, men stadig forekommer motivet til det hele uforståeligt for opdagerne.
Sideløbende foretager journalisten Johan Berg sin egen undersøgelse af sagen, og han får også fisket oplysninger og hemmeligheder frem, der kan hjælpe politiet - og give ham selv et scoop. Men som i tidligere tilfælde holder han visse oplysninger for sig selv, og det er han stadig ikke helt heldig med. Det sætter både hans kæreste Emmas og hans lille datters liv på spil, og ser ikke ud til at være befordrende for hans forhold til Emma.
I korte kapitler lader fortælleren os se tingene fra de forskellige personers vinkler, selv den anonyme morders. Men afsløringen af morderen nærmes langsomt og med mange vildveje, så der kan gættes med undervejs, og som i de engelske hyggekrimier bindes der til sidst sløjfer hele vejen rundt fra 'Den døende dandy' og mere eller mindre hemmelig bøssesex til kunsttyverier og mysteriet med de myrdede kunsthandlere. Og ligetil er løsningen ikke. Endnu en anbefalelsesværdig sommerkrimi.
Jan Vandall/bogvægten.dk
Webbureauet Krogstrup & Hede