|
|
Forfatter: Tana French
Oversat af: Agnete Dorph Stjernfelt
560 side
Forlag: Gyldendal
Udg.: 04.06.09
Tana French er en enormt spændende ny krimiforfatter. Debutromanen, Skoven, fra 2007 fik en Edgar Award for bedste krimidebut. Hun følger debuten op med den usædvanlige Som i et spejl. Kriminalassistent Cassie Maddox har tidligere arbejdet som undercoverbetjent i Irland og senere i Dublins drabsafdeling. Efter at have været indvolveret i nogle voldsomme og dramatiske sager, har Cassie søgt forflyttelse til Afdelingen for Husspetakler for at få ro på sit liv.
Alligevel tilkaldes hun en aften til et gerningssted af sin kæreste, der arbejder i drabsafdelingen. Man har fundet en død kvinde i en gammel ruin uden for Dublin. Det uhyggelige ved fundet er, at den myrdede kvinde ikke alene er en fysisk kopi af Cassie, hun har også den første identitet, Lexie Madison, Cassie benyttede som undercover, da hun skulle infiltrere narkohandlen på universitetet. Vel at mærke en falsk identitet, der ikke skulle eksistere i virkeligheden.
Den falske Lexie Madison boede i et kollektiv sammen med fire andre studerende, der naturligt kommer under mistanke. Politiet - især Cassies gamle undercoverchef - får den ide, at sætte Cassie ind i stedet for Lexie for at lokke morderen frem. De offentliggør, at Lexie ved et mirakle har overlevet knivstikket og snart kan vende hjem med et mindre hukommelsestab.
Da Cassie kommer hjem til kollektivet starter et forrygende psykokogisk kammerspil. Det viser sig, at den ene af de fem har arvet huset til et par millioner pund for derefter helt frivilligt at dele det med de andre i et fælles ejerskab. Det er fem beboere betragtes som særlinge, der har nok i deres eget selskab. De er tilfredse med deres stille tilværelse og mener, at det i dag nærmest er en revolutionær handling at være tilfredse uden at være på et konstant forbrugertrip. Tilsyneladende lever og ånder de kun for deres harmoniske fællesskab, men der er uforklarlige mislyde. Hvor kommer Lexie fra? Hvorfor havde hun planlagt at stikke af fra fællesskabet og hvorfor har den ene foræret 80 % af formuen til vennerne?
Cassie havner i en helt schizoid situation. Hun kommer til at føle et meget stærkt fællesskab med kollektivet, som om hun i virkeligheden er Lexie Madison, samtidig med at hun indædt insisterer på at løse mysteriet om sin dobbeltgængers eksistens.
Det er ikke en roman med masser af bloddryppende action, men et spændende psykologisk spil fyldt med personlige dilemmaer, hvor man får et dybt indblik i personernes forskellige motiver. Tana French bliver forhåbentlig et tilbagevendende fænomen på boghylderne .
Jan Vandall
|
