Rwandas børn - en beretning

Forfatter: Angelique Umugwaneza og Peder Fuglsang

Forlag: Gyldendal

''Vi børn plejede at fortælle hinanden skrækhistorier om hvide mennesker, der spiste små, sorte børn...''

Alle har hørt om 11. september og konsekvenserne. Måske har de fleste også hørt om folkemordet i Rwanda i 1994, hvor 800.000 hutuer blev dræbt og næsten to millioner mennesker flygtede gennem Zaire til Den Centralafrikanske Republik. Og her er så beretningen fra een, der var med. Angelique er 13 år gammel, da den lange flugt - 3.000 kilometer, syv år og utallige flygtningelejre - begynder. Hun er sammen med sin mor, tre søskende samt en moster og dennes familie, men da de når frem, er der kun de to søstre, og måske er der kun 500.000 tilbage af de mange, der flygtede. Bukket under for drab, sult, sygdom og de sidste kun næsten i live og stærkt afhængige af, at der blandt flygtningene er mulighed for at følges med mænd, der har automatvåben.

FN holder øje med flygtningestrømmen, men hjælpen er yderst begrænset. Læger uden Grænser dukker op et par gange med alt for få ressourcer, og nødhjælpen er sparsom - næsten ikke-eksisterende. Og det internationale samfund holder en uhyggelig og skammelig lav profil. Det sidste er ikke bogens kommentar. Tværtimod er bogen en præcis og usentimental beretning, og den forholdsvis registrerende stemme står i misforhold til de indtryk, teenageren må have fået, indtil hun og hendes søster langt om længe kommer til Danmark nærmere betegnet Hundborg ved Thisted, hvor der først og fremmest er roligt og rent - mad og skolegang.

Det er ikke en litterær perle, men et vigtigt budskab fra et kontinent, som vi alt for ofte overser til fordel for et par væltede tårne i den vestlige verden. Måtte vi høre mere til afrikanske forfattere, så vi kan få udbedret blot lidt af den kollektive uvidenhed.