|
|
Sort Sti
Forfatter: Åsa Larsson
Forlag: Modtryk
398 sider
Udkommer fredag 10. november
***** fem stjerner Sort sti er en fremragende spændingsroman af en forfatter, der både vil og kan det svære håndværk at skrive, så man føler sig både mæt, tilfreds og beriget, når man er færdig med bogen. Åsa Larssons to første romaner var prisvindere med henholdsvis Det Svenske Kriminalakademis debutantpris og Bedste Svenske Kriminalroman. Larssons tredie bog Sort sti lever helt op til de forventninger, man som læser har fået til hendes pen. Sort sti er spændende, interessant, vedkommende og en fornøjelse at læse. I bedste svenske krimistil indeholder romanen ikke alene fremragende personskildringer, men også en cocktail af mord med internationale implikationer og et indblik i nogle multinationale firmaers på mere end en måde grænseoverskridende forretningsmetoder. Hovedsporet i romanen bevæger sig gennem en uges mordudredning med de tre hovedpersoner – Martinsson, Mella og Stålnacke - fra de to første bøger. Med Åsa Larssons specielle fortælleteknik krydsklippes der vedvarende, så handlingen opleves gennem de forskellige personers øjne. På den måde kommer vi ikke alene ind under huden på de tre gennemgående skikkelser, men også på en række af de øvrige vi møder i Sort sti’s persongalleri. Desuden klippes der også tidsmæssigt, så vi gennem erindringsbilleder både får helstøbte personer, hvis liv vi kender, og en helstøbt handling, der rækker langt ud over den uge efterforskningen af mordet på en kvinde, der findes som et frossent lig i det nordsvenske sameland, varer. Det er en svær fortællestil, Åsa Larsson har valgt, men hun forstår virkelig at holde sammen på den mosaik, hun bygger. Handlingen er logisk og konsekvent med en stadig stigende kadence, der slutter med et intenst, actionmættet cresendo i det snedækkede landskab. I sit efterskrift lover Åsa Larsson, at hun vil skrive yderligere tre krimier i denne serie. Tak for det Åsa, jeg glæder mig! Jan Vandall |
