Anbefal denne side
Print denne side
Sitemap
Tilmeld nyhedsbrev
 
Frosne øjeblikke Frosne øjeblikke
Forfatter: Camilla Ceder
Oversat af: Charlotte Jørgensen
394 sider
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udg.: 30.04.09

Camilla Ceders romandebut Frosne øjeblikke er gedigent krimihåndværk. Ceders er med sin debut trådt ind i den pæne række af succesfulde, kvindelige svenske krimiforfattere. 
Vi befinder os i det landlige Sverige. Da den gamle Åke kører galt i sneen på vej til arbejde, finder han en myrdet mekaniker, der både er blevet skudt hovedet og kørt over flere gange. Åke ringer efter sin nabo, den journaliststuderende Seja, for at få hjælp. Seja bliver nysgerrig, hun tager billeder af liget, og da politiet kommer, forsøger hun at komme nærmere på efterforskningen ved at påstå, hun fandt liget sammen med Åke. Den tilkaldte kriminalkommissær Tell gennemskuer hurtigt løgnen, men alligevel får Seja og Tell et godt øje til hinanden.
Seja er i genopbygningsfasen efter en skilsmissse og Tell har også lige afsluttet et forhold. Selvom Seja er vidne i hans sag, indleder Tell et anstrengende hemmeligt forhold til hende. Problemerne bliver ikke mindre, da Seja bliver mere indblandet i mordsagen, og
Tell begynder at efterforske hende.
Mordet bliver sammenkædet med endnu et mord et stykke derfra, men det gør ikke mystikken mindre. Kriminalbetjentene fra det lokale politi kan hverken finde et ordentligt motiv eller forbindelse mellem ofrene. Det virker dog temmelig klart, at der må være tale om store
følelser, og hævndrab forekommer mest sandsynligt. Men politiarbejdet skrider kun langsomt fremad, og der er ikke megen logik at finde i den mærkværdige sag.
Som det er blevet så populært i krimier følger vi flere tidsspor. Den nutidige handling skifter med tilbageblik til midten af 90’erne, hvor en tragedie med langtrækkende konsekvenser udspillede sig. Efterhånden som sagen udvikler sig bliver den ikke mindre tragisk eller farlig for de indvolverede.
Det er ikke en aktionkrimi, men den er mere i den rolige stil, hvor Ceder gør meget ud af de psykologiske portrætter i sit persongalleri og de psykologiske mekanismer, der driver handlingen frem. Hun benytter også den alvidende fortællervinkel, der afslører tanker og
erindringer hos personerne, så vi kommer ind under huden på mange af dem. Et spændende nyt forfatterskab vi garanteret hører meget mere fra.
Jan Vandall/bogvægten.dk

 
Webbureauet Krogstrup & Hede