|
|
De dødes hvisken Forfatter: Simon Beckett
Oversat af Poul Bratbjerg Hansen 352 sider Lindhardt og Ringhof Udgivet: 2.04.2009 Så er der standardhyggekrimi til regnfulde søndage. Det vil sige helt standard er det ikke. I hvert fald er det sjældent, at retsmedicinske betragtninger får så megen plads, men et stort emne i denne roman er den biologiske nedbrydning af det menneskelige legeme med præcise beskrivelser af, hvornår spyfluer og mider sætter ind lifligt krydret af troværdige formidlinger af lugten. Den britiske retsmediciner David Hunter er på rekreation i Tennessee efter et morderisk overfald. I den forbindelse besøger han gode venner og Body farmen, et sted hvor patologer kan betragte menneskeligt forfald under forskellige former. David er ikke den eneste, der interesserer sig for lig. En seriemorder, der søger den indsigt, som han mener at finde i den døendes øjne i dødsøjeblikket, er på jagt efter sit livs foto af netop dette blik. Og virker det ikke første gang, må man jo prøve igen. Trods amerikanske kollegers modvilje – og det ligner her ’fag’-racisme?! - involveres David i opklaringsarbejdet og forfølger en psykopat, der er dygtig og bekendt med politiarbejde, men også har behov for opmærksomhed. Opklaringsarbejdet skrider planmæssigt fremad, indtil det begynder at tynde ud i politiet og retsmedicinernes egne rækker. En ung assistent dræbes og vennens gravide hustru bortføres af seriemorderen med henblik så samme skæbne. Spændingen stiger og kulminationen bliver blodig og brutal. Enkelte af meningsudvekslingerne er sært barnlige, og personerne let stereotype, desværre også morderen, hvis overvejelser fylder godt i romanen, uden at de af den grund er specielt overbevisende. Uhyggen og læserens mulige kvalme er reel nok, plottet er tyndt funderet, men spændingen virker fint alligevel. Birte Strandby |