Anbefal denne side
Print denne side
Sitemap
Tilmeld nyhedsbrev
 

 

En Grav i GazaEn grav i Gaza

Forfatter: Matt Rees
Oversat af Jan Hansen
 
320 sider

Forlag: Gyldendal

Udgivet: 3.04.2009

 

Omar Yussef, lærer og siden Kollaboratøren fra Bethlehem også detektiv, er i Gaza på en skoleinspektion for FN. En kollega dér, Eyad Masharawi, er blevet arresteret af oberst al-Fara, fordi han har stillet de studerende på universitetet eksamensspørgsmålet: Redegør for korruptionen inden for regeringen. Hans kone er dybt bekymret, mest fordi på spørgsmålet om, hvornår han får en retssag er svaret: 'Når Palæstina bliver selvstændigt' - i betydningen aldrig.

 

Med Omar Yussef er også FN-udsendingene, skotten Cree og svenskeren Magnus Wallender, der med en udtalelse om akademikeres ytringspligt udløser spørgsmålet fra en lokal: Hvilket land kommer du fra?

 

Vores detektiv går trods advarsler videre med sagen og konfronterer oberst al-Fara. Det giver ikke umiddelbart resultat, men snart efter dræbes Cree og Wallender kidnappes. Og som nævnt i romanen: I Gaza hænger alle forbrydelser sammen.

 

Forfatteren Matt Rees var på krimimessen i Horsens i marts og fortalte da om sin roman, der blandt andet skulle medvirke til at fortælle det, som medierne aldrig får bragt - i lighed med anden ny litteratur (eksempelvis: Folk som os af  Joris Luyendijk). Dermed er de to foreløbige romaner også en præsentation af Gaza og beretningen om livet der. Til det formål er den klassiske noir-krimi en glimrende genre, fordi den bedst belyser tilværelsen der. Samme Rees nævnte i øvrigt, at freden ikke forventes at komme pludseligt, men derimod: 'step by step, book by book'.

 

En bog med en mission, gode personbeskrivelser og velunderbyggede baggrunde, der tilsammen giver et klart billede af et sted, hvor vores egen højt besungne og klodset forsvarede ytringsfrihed ikke rigtigt er slået igennem.

 

Birte Strandby

 

Webbureauet Krogstrup & Hede