Anbefal denne side
Print denne side
Sitemap
Tilmeld nyhedsbrev
 
Bortført
Karin Slaughter
Oversat af Henrik Enemark Sørensen
426 sider
Hr. Ferdinand
Udgivet i 2008

Hvad gør en mor, der kommer hjem og finder sin teenagedatter dræbt på gulvet med en mand bøjet over sig? Hun dræber manden, naturligvis. Men hvad nu hvis det slet ikke er teenagedatteren, og manden ikke morderen, men derimod en ven, der ville hjælpe?
Sådan begynder Karin Slaughters seneste roman. Teenagedatteren, Emma, er ikke dræbt, men bortført. Will, der som sin forgænger i Mørk Treenighed af samme forfatter døjer med et mindre læsehandicap, går i gang med at lede efter morderen sammen med sin nye makker, Faith. Som han i øvrigt har et kompliceret forhold til, idet han har været medvirkende til, at Faiths mor har mistet sit job på grund af en sag om bestikkelse.

Både Will og Faith har problemer nok med i bagagen, Will har boet 18 år på børnehjem, og Faith fik et barn som 15-årig. Og Emma er forsvundet og det kniber med spor. Det bliver en langsommelig, tung opklaring, mens sandsynligheden for, at Emma er i live, svinder time for time.

Romanen begynder så brutalt og spændende, at Hitchcock dårligt kunne have gjort det bedre, men efterfølges af et længere afsnit, hvor opklaringen går langsomt og omstændeligt fremad. Beskrivelser af personernes egne liv krydrer romanen, og det er er interessant at opleve Will og Faith som autentiske, hvorimod Amanda, deres overordnede, er lidt af en eventyrfigur, altså en heks.

Der er gode spændingskurver undervejs og et varieret sprog, men romanens dramatiske side taber lidt af luften til sidst. Det er en god, lidt traditionel krimi ikke uden lighed med de nordiske, socialrealistiske udgaver af slagsen.

Birte Strandby
Webbureauet Krogstrup & Hede