Kasper Lysemose skriver om den gnostiske læsning af Væren og tid, Morten Sørensen Thaning diskuterer Gadamers opfattelse af den praktiske fornuft hos Heidegger, Thomas Schwarz Wentzer ser på Heideggers Aristotelisme og Hans Ruin gennemgår Heideggers rektoratstale i Freiburg 1933, (hvori Heidegger opfordrer de studerende til at ''deltage i den march, som vores folk har indledt på sin vej mod fremtiden'' - altså nazismen) med henblik på at kortlægge Heideggers forståelse af nazismen i forhold til sin filosofi, herunder hvordan en personlig og politisk identitet konstitures og, om hvorvidt mennesket kan betragtes som en kollektiv eksistens.

Det interessante er, at nye tider giver plads til anderledes læsninger og at Heidegger sin plettede fortid til trods til stadighed kan fortolkes og bruges relevant. Det kan blandt andet ses af Hans Ruins bidrag i forhold til bogen Heidegger und die praktische Philosophie, en række Heidegger-læsninger redigeret af Annemarie Gethmann-Siefert og Otto Pöggeler fra 1988, hvor mange af teksterne i stort omfang lægger vægt på forholdet til nationalsocialismen.

Det anbefales varmt, at man læser Sein und Zeit og eventuelt flere af kritikerne for eksempel Emmanuel Lévinas, inden man går ombord i disse udmærkede, vanskeligt tilgængelige tekster.

Birte Strandby