|
|
Forfatter: Sharon J. Bolton
Oversættelse: Claes Johansen
420 sider
Forlag: Mrs. Robinson/Audioteket
Fremragende, forfærdende og foruroligende thriller om en fødselslæge i syg dødedans. Sharon Boltons debutroman er en rigtig godt spundet og nervepirrende historie. De forblæste og afsidesliggende Shetlandsøer danner en perfekt, mørk og dramatisk baggrund for kirurgen, Tora Hamiltons uhyggelige oplevelser.
Den nygifte Tora er netop flyttet til Shetlandsøerne for at arbejde som fødselslæge, da hun tilfældigt finder liget af en ung kvinde på sin grund.
Ligets brystkasse er blevet åbnet og hjertet fjernet. Desuden konstateres det, at kvinden har født få dage før sin brutale død. Tora føler sig forpligtiget til at undersøge, hvad der er sket med den døde kvinde og identificere det manglende barn. Denne undersøgelse viser sig hurtigt at blive et dødsensfarligt foretagende.
Stærke, skjulte kræfter modarbejder hende konstant, men efterhånden aner Tora konturerne af en omfattende, magtfuld og blodig sammensværgelse med rødder helt tilbage til øernes vilde hedenske fortid. Toras diffuse mistanker er imidlertid nok til, at hendes chancer for at overleve den nærmeste fremtid falder totalt dramatisk.
Bogen har et vildt og velgennemtænkt plot, og handlingen skrider frem med klaustrofobisk, uhyggelig uafvendelighed frem mod de næsten utænkelig onde afsløringer og det rystende klimaks.
Jeg vil karakterisere bogen som en femithriller. Kvindelig forfatter og en ditto hovedperson med problemer i ægteskab og på arbejdspladsen kæmper for livet i et isoleret og ekstremt mandsdomineret øsamfund.
Men når man kan skrive femithrillere så neglebidende spændende som ‘Offer’, skal man bestem blive ved med at tampe i tastaturet. Det er klasse.
Jan Vandall/bogvægten.dk
|
