Einsteins sidste teori

Oversat af Anne Mette Poulsen

351 sider, 299 kr.

Forlag: Hr. Ferdinand

Så er der guf til dem, der har nydt Dan Brown, Flygtningen og Enemy of the State. Stærkt påvirket af Da Vinci-mysteriet - videnskab, historie og en god thriller i herligt sammenrend - udvikles romanen i heftigt tempo med et næsten-mord på de første tre linier.

Einsteins sidste teori, Die Einheitliche Feldtheorie, er romanens objekt, og David Swift dens sagesløse hovedperson, der pludselig står med den nøgle, der søges af både en skurk, for hvem menneskeliv er en sommetider ubelejlig detalje samt af FBI, hvis metoder tydeligvis er stærkt påvirket af den globale terrorist-paranoia, og som lige så tydeligt har vanskeligheder med såvel rekrutteringen af begavede agenter som med diskret udførelse af opgaverne. Det viser sig, at de videnskabsmænd, der har beskæftiget sig med den søgte teori, er begyndt af dø under mystiske omstændigheder, og mulighederne for at løse gåden reduceres stadigt. Heldigvis danner David makkerskab med strengeforskeren Monique og robotforskeren Gumpa, og der er under deres flugt og undersøgelser mange glimrende eksempler på, hvorfor netop denne - i krimilitteraturens så almindelige - trio med et potentielt par og en useksuel forsker fungerer godt med fantasi og effektivitet. Enkelte andre medvirkende er lidt to-dimensionelle, men der er god forbindelse til virkeligheden.

Desværre bærer ikke kun tempoet, men også oversættelsen rigeligt præg af hastighed: Det hedder ikke ''åbn op''. Hvad hulen er en ''taktisk kikkert''? En super soaker er ikke en vandpistol, men et vandgevær.

Der er masser af episoder, brillante undvigemanøvrer og vidunderlige livreddende indfald, som man har mødt lignende i andre bøger og film, men det er først og fremmest en god historie, der holder gang i spændingen og den salige rislen ned ad rygraden under praktisk taget hele læsningen.