Forlag: Gyldendal

224 sider

Udg. dato: d. 14.10.2008

Kim Leines roman ’Valdemarsdag’ åbner med et brutalt mord, der er særdeles vel skitseret. Med mange tunge slag med et blylod på halvanden kilo får vores hovedperson, den 25-årige sømand Erik Rasmussen, banket hjerneskallen pænt i stykker på en rival. Det er vildt, det er blodigt, det er brutalt. Det er beskrevet så godt, at man fanden gale mig kan fornemme den døende mands fækalie flyde ud og sprede en duft af død i Eriks lille lejede kammer.

Jeg er ganske fascineret af denne Kim Leines anden roman. For oplysningens skyld var hans første erindringsromanen ’Kalak’ fra 2007. Men den måde hvorpå Leine i ’Valdemarsdag’ griber ind i året 1938 er virkelig forførende. Først virker romanen så nutidig at jeg et øjeblik desorienteres, men så opdager jeg, vi er i fortiden. I 1938. På Valdemarsdag. Smukt greb. Man føres virkelig tilbage til dengang Pisserenden for alvor stank, og de beskidte ludere i gaden lokkede inciterende med dejligt behårede – og sikkert luse- og fladlusebefængte, for ikke at nævne det der er værre – muffedisser, blinkerier og hele resten af pivtøjet, så jeg søreme selv er lige ved at lokkes til og vil se og opleve dem, deres beskidte kusser og lidt betaling derfor. Lige der i Pisserenden. Kan jeg? Nej! Tiderne er skiftet, og der er ingen lækre, forførende ludere der længere. Sørens, er jeg lige ved at udbryde.

Det lykkes fuldt Leine at forføre mig. Jeg følger med, følger ham, stoler på hans fortælling og den tillid kommer jeg ikke et øjeblik til at fortryde. Jeg er spændt for, spændt op, spændt fast fortællingen igennem. Jeg får en morder ind under huden uden at føle den store afsky for ham. Det fordi jeg føler – nærmest egentlig uvidende derom – med ham. Eller er ved Leines hånd fra første side kommen på hans fod, hvis man kan sige det sådan. Er fra første færd på tomandshånd med Erik, morderen, vor hovedperson. Er med ham efter ugerningen rundt i København anno 1938. Skide spændende, skide interessant, skide godt skrevet.

Leines historie bygger på hans egen farfar som morder bevæbnet med et blylod fra et bornholmerur, og det gør bare det hele mere interessant, når han skriver om det så skide godt, ligeud sagt. Og så bliver jeg sgu så glad over, at en nordmand synes København anno 1938 er lige noget at gengive så levende. Ikke dét at imponere mig. Men at skrive så råt om sagen som han gør. Så er det sagt. Jeg blev forført, og det bliver en blåstempling herfra. Fire flotte stjerner! Bangelang!!

Thomas Riise